Politiet: Yahya-arrangement gik efter planen

Arrangementet med digteren Yahya Hassan forløb uden problemer. Politiet er godt tilfreds.

Under et politiopbud man næppe har set mage til i forbindelse med et kulturelt arrangement læste digteren Yahya Hassan tirsdag aften op og blev interviewet på H.C. Andersen skolen i Vollsmose i Odense.

Den unge digter har langet ud efter både sin forældres generation og islam, og sikkerhedsforanstaltningerne var derefter.

Politiet havde lagt en jernring omkring skolen, tilhørere blev visiteret og politiet havde sågar indført en flyveforbudszone over Vollsmose.

Efter mødet var det en tilfreds chefpolitiinspektør, John Jacobsen, der kunne gøre status.

- Vi har en enkelt anholdt, der er sigtet for ordensbekendtgørelsen, fordi han ikke ville efterkomme politiets anvisninger, fortæller han til Ritzau efter mødet.

- Desuden var der nogle smågrupperinger, der nærmede sig området, men her greb forældregrupper ind og fik dem på bedre tanker, fortsætter han.

Han er glad for, at det lykkedes at gennemføre arrangementet uden episoder.

- Det har været en god aften for os. Vores mål var, at det her arrangement skulle afvikles med god sikkerhed for Yahya Hassan og alle tilskuerne. Det er lykkedes, siger chefpolitiinspektøren.

Også arrangøren, bibliotekschef for Odense Centralbibliotek, var tilfreds med, hvordan digtoplæsningen forløb.

- Det hele har gjort stærkt indtryk. Debatten med Yahya Hassan gik godt. Han er en markant person, men efterhånden som tiden gik, kom der gang i debatten, hvor folk stillede mere pågående spørgsmål, siger han til Ritzau efter arrangementet.

På Bøgetorvet i Vollsmose måtte TV2 Fyn dog opleve, at en af deres vogne fik skåret et dæk op.

- Vollsmose er stort område. Den episode er sket et helt andet sted og var ikke rettet mod arrangementet, siger John Jacobsen.

Oversigt

    Oversigt