Pornosag fra Strandmølleskolen: Kritisk far i retten

Mandag skal en far til en tidligere elev på Strandmølleskolen i Retten i Odense. Her skal Retten tage stilling til, om forælderen har krænket skolelederens ære ved at kritisere ham offentligt.

Det er den såkaldte pornosag på Strandmølleskolen i Assens, der er omdrejningspunktet i injuriesagen.

Den 6. november sidste år fik ni elever i en 7. klasse gennemsøgt deres computere af skolens ledelse, fordi skolen havde mistanke om, at eleverne havde set porno i frikvarteret.

Det mente flere forældre var en krænkelse af elevernes privatliv - og forældrene klagede herefter til både Undervisningsministeriet, Datatilsynet og Folketingets Ombudsmand.

I forbindelse med sagen kritiserede to forældrepar både offentligt og direkte skolen og skolelederen for den måde, de agerede på i sagen. I første omgang førte det til, at de to forældrepar blev indkaldt til møde om, hvorvidt deres børn kunne fortsætte på skolen efter kritikken af skolens ledelse.

Som en direkte konsekvens af sagen fra november måned besluttede de to elever at stoppe på skolen.

Allerede tilbage i februar skrev bestyrelsen i et brev til de to forældrepar, at forældrenes kritik var fremsat på en måde, som bestyrelsens advokat mente var strafbar. 

Det valgte Strandmølleskolens skoleleder, Anders Storebjerg, at følge op på. Derfor ender sagen om injurier i retten mandag.

Ifølge DR FYN ønsker den skolelederen forælderen straffet i henhold til straffelovens §267 og §268, der kan give op til to års fængsel. Derudover ønsker skolelederen en erstatning på 30.000 kroner for tort.

Faren afviser alle påstande og ønsker frifindelse.

Sagen har været medvirkende til, at foreningen for forældre til Elever i Fri- Og Privatskoler (FFFP) er blevet stiftet - i kampen for at sikre forældres lyst til at ytre sig.  

Se interview med FFFP-formanden, Christiane Schaumburg

TV 2/FYN følger sagen.

Oversigt

    Oversigt