I det fynske folks tjeneste

Principiel sag mod imam for racisme

Retten i Odense skal tirsdag tage stilling til om en imam har overtrådt den såkaldte racismeparagraf.

Imam tiltalt for at omtale jøder bl.a. som "børn af aber og svin" i en moské i Odense. Udtalelserne blev senere lagt på nettet.

Tirsdag starter en principiel sag ved retten i Odense mod den kendte imam Mohammed al-Khaled Samha.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi har rejst tiltale mod ham for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, den såkaldte "racismeparagraf" for udtalelser i forbindelse med en tale, han holdt i september 2014 i en moske i Odense.

Ifølge straffelovens § 266 b, stk. 1, er det strafbart offentligt eller med forsæt til udbredelse at fremsætte udtalelser, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år.

Sagen har været til vurdering hos Rigadvokaten, inden sagen blev endelig berammet ved retten i Odense.

Imamen er tiltalt for i den konkrete tale, der efterfølgende blev lagt på internettet, foran en større forsamling i moskeen, at omtale jøder bl.a. som "børn af aber og svin", og det er bl.a. denne udtalelse, der er baggrunden for, at anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale i sagen.

Der er således ikke tale om den sag, hvor Anklagemyndigheden har standset efterforskningen mod en imam for socialt bedrageri efter TV2-programmet "Moskeerne bag sløret".

Mohamad Al Khaled Samha erklærer sig uskyldig, og hans forsvarer Niels Rex mener, at udtalelserne er taget ud af en sammenhæng.

Sagen vil blive behandlet som en domsmandssag.

 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip