Pytlick om fyringssnak: Skal lige synke det

Jan Pytlick er overrasket over, at nogle af spillerne på et møde har ønsket en ny landstræner.

Det kommer bag på landstræner for kvindelandsholdet i håndbold Jan Pytlick, at nogle af spillerne vil have ham fyret.

Ifølge BT fremsatte flere spillere ønske om en ny landstræner, da landsholdet i januar var samlet til et VM-evalueringsmøde.

Men da spillerne derefter mødtes med landstræneren selv, var tonen knapt så uforsonlig, forklarer Pytlick.

- Det kommer som en overraskelse for mig, at der kommer noget frem i BT om en fyring. Det er ikke blevet nævnt på det møde, jeg deltog i, siger Jan Pytlick.

Han erkender, at der var uenighed på mødet. Allerede mens VM i Serbien var i fuld gang, luftede flere spillere deres utilfredshed med spilkonceptet.

Spillerne mener, at landstræneren er gået væk fra det offensive forsvar og høje tempo, der skulle markere landsholdet nye stil efter OL-fiaskoen i London.

- Der er altid kritik, når man evaluerer et mesterskab. Det gælder jo begge veje. Der vil altid være ting, hvor man tænker, at det kunne man have gjort anderledes, siger Jan Pytlick.

Det er endnu åbent, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid, og landstræneren vil ikke forholde sig til, om der er brug for at få renset luften.

- Nu skal jeg lige synke det, som er sket i dag. Vi har en samling i marts, og jeg skal have kigget på, hvordan tingene skal se ud fremadrettet, lyder det fra Jan Pytlick.

Oversigt

    Oversigt