Rådhus lukket efter dødstrussel mod medarbejder

Munkebo Rådhus er mandag blevet lukket, efter en mand indtelefonerede en trussel mod en ansat.

En 44-årig mand er mandag formiddag blevet anholdt og sigtet for trusler på livet, efter han tidligere på morgenen ringede til Munkebo Rådhus og truede en medarbejder på livet.

Det oplyser Fyns Politi til TV 2.

- Trusler var rettet mod en 42-årig ansat på stedet. Motivet har formentlig været utilfredshed over noget sagsbehandling, men vi ved det ikke endnu, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.

 

Politiet fik anmeldelsen om den indtelefonerede trussel klokken 09.40, og allerede klokken 10.25 blev den 44-årige mand anholdt i bycentret, der ligger lige over for rådhuset.

Der er tale om en 44-årig mand fra Munkebo, der var kendt af politiet, og som derfor blev genkendt i bycentret. Han er efter endt afhøring blevet sigtet og løsladt.

Ifølge poitiet har manden erkendt at stå bag opkaldet.

Fyens Stiftstidende skriver, at rådhuset i Munkebo, der i dag fungerer som jobcenter, mandag har valgt at lukke på grund af truslen. 

Oversigt

    Oversigt