Rapport: Nye torskekvoter koster 266 fynske arbejdspladser

Ifølge en ny rapport kan stramninger af EU's torskekvoter komme til at koste fem fynske kystkommuner op mod 280 millioner kroner i tabt omsætning

Yderligere stramninger af torskekvoterne i Østersøen kan få enorme fynske konsekvenser.

I alt kan stramningerne komme til at betyde 266 tabte fynske arbejdspladser, lukkede fiskerihavne, nedgang i turismen og en samlet tabt fynsk omsætning på op mod 280 millioner kroner.

Det er hovedkonklusionen i en ny rapport, der er udarbejdet af de seks bælt-kommuner Gribskov, Nyborg, Langeland, Kerteminde, Ærø og Faaborg-Midtfyn i samarbejde med konsulentfirmaet Business Consult International.

Ifølge rapporten vil de foreslåede stramninger, der vil reducere antallet af torsk der kan fiskes betragteligt, betyde, at fiskeri som erhverv med stor sandsynlighed stopper helt i de seks kommuner.

Derfor står borgmestrene fra alle seks kommuner nu sammen om at opfordre EU's politikere til at droppe de store stramninger.

Yderligere stramninger

Rapporten, som de seks kommuner altså selv har bestilt, konkluderer, at de seks kystkommuner samlet kan miste op mod 870 fuldstidsstillinger inden for fiskeri og afledte brancher. Det svarer til i alt 750 millioner kroner, hvis altså EU indfører stramninger i torskekvoterne.

Stramningerne er foreslået af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i en ny rapport fra maj, som EU omvendt selv har bestilt.

ICES foreslår EU at skære torskekvoten ned med yderligere 88 procent. Det kommer oven i de stramninger i torskekvoten, som EU indførte tidligere i 2016 med en lukkeperiode på seks uger og en 20 procents reduktion af torskekvotens årsmængde. 

Ifølge formand for Bælternes Fiskeriforening Allan Buch, der repræsenterer en stor del af fiskerne i det berørte område i Østersøen, så er der fuld forståelse for, at EU gerne vil øge bestanden af torsk.

Allan Buch mener dog, at EU-politikerne forsøger at haste en politisk målsætning igennem uden at tænke på, hvem det går ud over ude i virkeligheden. En målsætning der vil kunne nås på længere sigt uden at skære mere i kvoterne.

- Torskebestanden vokser jo allerede i dag, så den har det altså godt. Men EU mener, at den skal vokse endnu hurtigere, så fiskerne i området på sigt får mere ud af at fiske, hver gang de tager ud. Det giver i sig selv mening, men problemet er, at man ikke bare kan bede fiskerne om at holde vejret i en årrække, for så at bede dem trække vejret igen. Så er det altså for sent, som rapporten konkluderer, siger Allan Buch og slår fast, at omfanget af en yderligere stramning af kvoterne med stor sandsynlighed også vil have en væsentlig negativ effekt på langt flere kommuner i Danmark end de seks nævnte.

Fiskerihavne lukker

Ifølge rapporten risikerer en række fiskerihavne at lukke indenfor fem år, hvis stramningerne gennemføres. Det kommer ikke bare til at ramme arbejdspladserne i fiskeriet, men vil give følgevirkninger for både detailhandlen og de erhverv, der servicerer fiskerne som smede, elektrikere og chauffører.

Rapporten anslår også, at der vil forsvinde cirka 380 fuldtidsstillinger i områderne, ligesom omsætningen inden for turismen vil falde med 385 millioner kroner.

Kilde: Rapporten fra de seks kommuner og  Business Consult International
Kilde: Rapporten fra de seks kommuner og  Business Consult International

 

Oversigt

    Oversigt