Rasmus Festersen sikrer OB forløsende sejr i Farum

OB kravler væk fra sidstepladsen i Superligaen og har nu et enkelt point ned til Viborg og to ned til Esbjerg.

OB’s Rasmus Festersen standsede sin måltørke, da han scorede det enlige mål i 1-0-sejren over FC Nordsjælland.

Efter Viborg FF lørdag slog AC Horsens, lå OB før søndagens udekamp mod FC Nordsjælland på sidstepladsen i Superligaen.

Det blev der dog ændret på efter kampen i Farum, hvor OB-angriber Rasmus Festersen blev den store helt.

Festersen, som i sidste sæson blev OB-topscorer med 14 mål i Superligaen, brød sin egen måltørke og sikrede en 1-0-sejr med sin første scoring i Superligaen siden 22. august. Hans tredje mål i sæsonen.

For OB betyder sejren, at holdet kravler væk fra sidstepladsen i Superligaen og nu har et enkelt point ned til Viborg og to ned til Esbjerg, som søndag møder Brøndby.

Før kampen havde FCN været godt kørende og havde undgået at tabe de seneste fem kampe på hjemmebane, og Kasper Hjulmands tropper havde blot tabt en enkelt af de seneste ti opgør i Superligaen.

Det betød, at der før kampen blot var fire point op til top-seks, men hjemmeholdet formøblede altså muligheden for alvor at få lagt pres på Sønderjyske på sjettepladsen.

I en chancefattig første halvleg havde OB’s Joan Edmundsson den bedste mulighed, men fra kort afstand sendte han bolden på overliggeren.

Kort inde i anden halvleg smed FC Nordsjællands Ernest Asante bolden væk foran eget mål, og det udnyttede Rasmus Festersen, som dermed sikrede OB tre uhyre vigtige point i bundstriden.

Oversigt

    Oversigt