Regn, storm og lyn sendte Falck på overarbejde

Det blev en travl nat for Falck på Sydfyn, Langeland og Ærø på grund af det voldsomme vejr.

89 gange måtte Falck i løbet af natten rykke ud til borgere, der havde problemer på grund af uvejret, der bød på store regn- og tordenbyger.

 Det fortæller kommunikationschef Louis Honoré.

 - Vi har måtte rykke ud for at hjælpe 89 gange. Det har typisk været vand- og stormskader som vand i kælderen, tagsten, der har revet sig løs og lignende, siger han.

 Enkelte gange har Falck også måtte rykke ud til tagkonstruktioner, der helt eller delvist havde løftet sig fra bygninger, og træer, der truede med at vælte over biler eller huse.

 På landsplan er 89 udrykninger ikke meget, lyder det fra Louis Honoré. Men langt størstedelen var samlet omkring et bestemt område, og det gav travlhed natten over.

 - Det mest voldsomme område har været omkring Svendborg, Langeland og Ærø, mens Sydsjælland også har fået en del regn. Værst har det set ud omkring Rudkøbing. Faktisk kommer halvdelen af alle henvendelserne der fra, siger han.

 Selv om vejret for nu er stilnet af, kan der stadig komme mere regn i løbet af dagen. Det er man forberedt på hos Falck.

 - Vi følger vejrudsigterne og kalder folk ind i det omfang, der er brug for det. Det ser ud til, at der kan komme en del mere regn, så vi er klar til at rykke ud, når folk begynder at ringe til os igen, siger Louis Honoré.
 
DMI melder, at fredag bliver en varm og fugtig dag. Selv om regn- og tordenbygerne har forladt landet, kan de opstå igen som en trold af en æske, lyder det fra vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.

Oversigt

    Oversigt