To rekorder: Så højt stod vandet på Fyn

Både på Langeland og i Faaborg oplevede man den højeste vandstand, der nogensinde er blevet målt.

Der blev natten til torsdag sat to rekorder på Fyn efter den forhøjede vandstand.

I Bagenkop på Langeland var vandet 177 centimeter højere end normalt, og det er det højeste, der er målt nogensinde. Vandstanden var dermed mere end 20 centimeter højere end den hidtidige rekord på 155 centimeter fra 1988, oplyser TV 2 Vejret.

- Stormfloden ved Bagenkop viser sig at være en 100-års-hændelse, altså med en vandstand på 177 centimeter. Det betyder, at der i gennemsnit går op imod 100 år, før man ser så høje vandstande, så det er meget ekstremt, siger Lars Henriksen fra DMI til TV 2/FYN.

Også i Faaborg blev der sat rekord. Med 167 centimeter over dagligt vande tangerede vandstanden den eksisterende rekord fra 2. november 2006 (se alle målingerne på kortet nederst i artiklen).

Sådan gik det i Odense og på Nordfyn

I Odense Fjord og på Nordfyn stod vandet mellem 115 og 125 centimeter over dagligt vande. Det er dog noget, man mere forbinder med et kraftigt blæsevejr frem for en stormflod. 

- Det er også højt, men det ses oftere ved kraftige blæsevejr. Det har ikke været så ekstremt, selv om folk måske har bøvlet med det, forklarer Lars Henriksen. 

Højvandsbølgen, der onsdag aften bevægede sig gennem Østersøen, satte desuden rekorder på Sjælland, Falster, Lolland og i det sydøstlige Jylland. Kun to andre steder i landet var vandstanden så høj som i Bagenkup. Det skete i Sønderborg og Aabenraa.

Kerteminde Havn en smule højere end Bogense

Ifølge DMI blev den højeste vandstand i Faaborg målt klokken 0.20. Her blev som nævnt målt 167 centimeter. Det toppede ved midnat i Bagenkop med 177 centimeter.

I Nyborg toppede vandstanden klokken 1.30 med 114 centimeter.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

126 centimeter nåede vandstanden op på i Odense Fjord klokken 0.40. Knap så højt blev der målt i Bogense. Her toppede vandstanden med 113 centimeter klokken 0.40. En smule højere blev vandstanden målt til i Kerteminde Havn, hvor det toppede klokken 0.50 med 115 centimeter. 

Måleren i Assens er ude af drift, men DMI anslår, at vandstanden har ligget på mellem 160 og 165 centimeter. Ifølge Assens Kommunes målinger nåede vandstanden i Assens Havn op på 170 centimeter.

Torsdag formiddag er vandstanden i det sydfynske stadig mere end 100 cm over normalen.

Oversigt

    Oversigt