Rekordhøje besøgstal på Egeskov

Gæsterne strømmede i 2016 til Egeskov Slot som aldrig før. Omkring 240.000 gæstede det 463 år gamle slot.

Det rekordhøje besøgstal på 240.000 gæster er en stigning på næsten 15 procent i forhold til året før. Og tallet på 240.000 er eksklusiv de 6.000 gæster, som i juni besøgte Heartland Festival.

I 25 år stod Michael Ahlefeldt selv for jobbet med at lede Egeskov Slot, som er Fyens næststørste turistattraktion. Men i
2011 valgte han at ansætte en administrerende direktør, Henrik Neelmeyer, og han får tildelt en stor del af æren for fremgangen.
 
- Vi har de seneste 25 år arbejdet benhårdt på at blive en af verdens bedste attraktioner på vores felt. Henrik har for alvor sat turbo på processen og givet os den nødvendige struktur og professionalisme. Henrik har det kølige overblik over virksomheden og tør tage de beslutninger, som jeg måske ikke turde træffe, siger Michael Ahlefeldt.

Min far blev vred

For Egeskov har det været det klassiske skifte fra ejer-ledet virksomhed til en forretning med administrerende direktør. Og der har ikke været en nem beslutning for Michael Ahlefeldt.
 
- Min far blev vred, da jeg fortalte om mine planer. Et år efter Henriks ansættelse fortalte jeg ham, at det gik fantastisk med vores nye direktør. Da svarede min far, at han aldrig selv havde haft modet til at gøre det. Egeskov er en del af mit DNA, som det var det for min far. Jeg ved, at det ikke er let at overtage en ejer-ledet virksomhed – slet ikke når ejeren er så synlig, som jeg selv er, siger Michael Ahlefeldt.

Udover danske og udenlandske turister satser Egeskov nu også på firmaevents, møder med teambuilding, foreningsmøder og lignende firmaevents.  Egeskov har allerede 7.000 bekræftede gæster til firmaevents i 2017.
 
- Hele mødemarkedet er i vækst, og vi er med i det regionale projekt Mødeøen Fyn. Markedet efterspørger nyskabende indhold i firmaevents, og vi kan tilbyde 20 hektar med unikke og smukke rammer, som på mange virker meget indbydende. Vi har fat i noget, og det ser ud som om, vi har ramt et hul i markedet, siger direktør Henrik Neelmeyer.

Oversigt

    Oversigt