I det fynske folks tjeneste

Robotvirksomheder jubler over ny uddannelse på SDU

SDU har fået grønt lys til at uddanne landets første diplomingeniører i Robotteknologi.

Uddannelsen skal give de studerende de praktiske færdigheder, som de råber på i den hastigt voksende robotindustri.

- Det er en af de bedste nyheder, siger Odense Robotics.

Fra 1. september 2017 kan man uddanne sig til dimplomingeniør i robotteknologi på SDU. Man forventer at optage 40 studerende.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har godkendt den nye 3,5-årige robotuddannelse, som bliver landets første diplomuddannelse i Robotteknologi og supplerer SDU’s eksisterende civilingeniør i Robotteknologi.

- Antallet af ledige robot-stillinger hober sig op. 70 procent af de fynske robot- og automationsvirksomheder siger, at manglende arbejdskraft hæmmer deres vækst.  Derfor har vi arbejdet hårdt for at imødekomme industriens behov for uddannet arbejdskraft

Dekan Henrik Bindslev fra Det Tekniske Fakultet, SDU

 

Branchen glæder sig

Hos Odense Robotics, som repræsenterer 80 forskellige automations- og robotvirksomheder, er der også stor begejstring over, at det er lykkes SDU at få den nye diplomuddannelse.

- Det er en af de bedste nyheder. Vi har netop haft det første HR-netværksmøde, hvor vi drøftede fælles udfordringer. Og der er ingen tvivl om, at rekruttering er virksomhedernes store problem, så derfor er det meget glædeligt, at der nu bliver åbnet op for nye robot-diplomingeniører, siger projektleder Henrik Brændstrup fra Odense Robotics.

 

Mere praktik og mindre teori

SDU har igennem flere år oplevet stor stigning i søgningen til uddannelsen, civilingeniør i Robotteknologi, der er en akademisk udfordrende 5-årig uddannelse, som stiller høje krav til de studerendes evner inden for matematik og fysik.

Den nye diplomuddannelse har en mere praktisk tilgang til robotteknologi og henvender sig til studerende, der brænder efter hurtigt at komme i gang med at bygge og anvende robotter. Allerede fra 1. semester kommer de studerende til at lave projekter i samarbejde med virksomheder, og på sjette semester skal de studerende i et halvt års praktik hos en virksomhed.

 

Læs også Ny robotuddannelse er på vej på SDU

 

- Industrien efterspørger medarbejdere, med generelle kompetencer indenfor programmering, software og automation til videreudvikling af eksisterende robotløsninger fremfor egentlig udvikling af ny grundlæggende robotteknologi. Det er netop de generelle kompetencer, som vi giver de diplomingeniørstuderende i Robotteknologi, siger Henrik Bindslev og fortsætter:

- Region Syddanmark har den største koncentration af robotvirksomheder, som vi har været i tæt dialog med og lyttet til. Ved at skabe en uddannelse, hvor de studerende igennem hele uddannelsen er i tæt kontakt med industrien, sikrer vi, at de til stadighed får de kompetencer som efterspørges i en industri i rivende udvikling.

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip