Rød-blå duel i Assens

For anden gang forsøger Venstre at erobre borgmesterstolen fra Socialdemokraterne. Der ventes tæt løb i Assens Kommune mellem udfordrer Søren Steen Andersen og borgmester Finn Brunse.

Venstres borgmesterkandidat i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, giver ikke op så let. Han tabte kampen i 2009 til den siddende socialdemokratiske borgmester Finn Brunse.

Venstre-politikeren fik 1.417 personlige stemmer, og det var ikke godt nok i forhold til Finn Brunses 2.986 personlige stemmer.

Men nu forsøger Venstre igen at få opbakning til et systemskifte i Assens, og igen med Søren Steen Andersen som spidskandidat. Denne gang kan Socialdemokraternes historisk ringe vælgertilslutning på landsplan blive den afgørende faktor, som rent faktisk får Assens Kommune til at skifte fra rød til blå på det politiske landkort.

- Tendensen på landsplan vil uden tvivl også få en vis betydning i Assens, lyder vurderingen fra Jesper Buch, politisk redaktør på TV 2/FYN, men han understreger dog, at landstendenser erfaringsmæssigt kun slår igennem med omkring 50 procent, når der skal vælges lokale politikere i kommuner og regioner.

Borgmester Finn Brunse bør være opmærksom på sit partis dårlige meningsmålinger, men han bør nok især bekymre sig over SF's faldende vælgertilslutning. I 2009 var der også kamp til stregen mellem de blå og røde partier i Assens, og da blev SF af mange vurderet som redningen for Brunse, fordi SF fik et særdeles godt valg. Dette forventer ingen vil ske igen denne gang.

Udover de dårlige meningsmålinger for Socialdemokraterne og SF kan et politisk skifte i Assens blive hjulpet på vej af forskelle i det valgtekniske samarbejde på henholdsvis den røde og den blå fløj.

Der skal flyttes lidt over 1.000 stemmer for at give de tre blå partier V, K og DF numerisk flertal i Assens, men beregninger viser, at de borgerlige partier ved hjælp af et optimalt valgforbund kan sikre sig mandatmæssigt flertal med kun 46,5 procent af stemmerne. I 2009 fik de borgerlige partier 45 procent af stemmerne.

Den borgerlige fløj i Assens har sikret sig en teknisk fordel, da ikke blot Venstre, Konservative og DF er i valgforbund. Forbundet omfatter denne gang også de mindre borgerlige partier Liberal Alliance og Centerpartiet. Det sikrer et minimalt stemmespild, fordi overskydende stemmer kan fordeles på hele den blå fløj.

På den røde fløj er det ikke lykkedes at opnå enighed om et bredt valgforbund. Her samarbejder kun Socialdemokraterne, SF og De Radikale, mens Enhedslisten, Social Balance og Demokratisk Forum ikke er i valgforbund. Hvis ingen af de tre partier uden for valgforbundet opnår det såkaldte fordelingstal, må deres stemmer - i værste fald op til 2.000 - anses som værende spildt.

Oversigt

    Oversigt