Rødt generationsskifte på vej

Et rødt generationsskifte er på vej. Ved næste kommunalvalg vil mindst syv af de 10 fynske kommuner have nye ansigter i front hos socialdemokraterne.

I dag har tre fynske kommuner en socialdemokratisk borgmester

I Middelfart, hvor Steen Dahlstrøm endnu ikke har besluttet sig for, om han stiller op til næste valg. Stopper Dahlstrøm, kommer der otte nye socialdemokratiske borgmesterkandidater på de fynske stemmesedler.

I Odense er det Anker Boye, der ikke genopstiller. Her hedder socialdemokraternes nye borgmesterkandidat Peter Rahbæk Juel.

På Ærø stopper borgmester Jørgen Otto Jørgensen. Her har partiet endnu ikke fundet en ny spidskandidat.

- Der er mange, der stopper nu. De fleste af os, tror jeg, stopper nu, fordi vi har nået en alder, hvor vi har været i politik i så mange år, at nu vil man trække sig tilbage, siger Jørgen Otto Jørgensen.

Fordel at stoppe i utide

Og historien viser, at det kan være en god ide for de socialdemokratiske borgmestre at trække sig og overlade posten til tronfølgeren i byrådsgruppen, selvom der endnu ikke er valg.

Siden kommunalreformen har der på landsplan været seks tilfælde, hvor den siddende socialdemokratiske borgmester er stoppet inden valget og har givet stafetten videre til sin afløser i gruppen. I samtlige seks tilfælde har Socialdemokraterne genorobret borgmesterposten.

I de 14 tilfælde, hvor borgmesteren valgte at bive siddende perioden ud, har socialdemokraterne tabt borgmesterposten syv gange ved det efterfølgende valg.

- Det vil jo i virkeligheden sige, at de historiske erfaringer viser, at chancerne for at generobre borgmesterposten er væsentlig større, hvis den siddende socialdemokratiske borgmester vælger at give plads til sin efterfølger midt i perioden. Det er fordi, man får den platform det er at køre sig selv i stilling i medierne og vise vælgerne, at man er i stand til at håndtere jobbet, siger TV 2/FYNs politiske redaktør Jesper Buch.

 

 

Oversigt

    Oversigt