Røvede pengeløs Fakta iført hullet pudebetræk

Maskeret knivrøver stak af med otte kartoner cigaretter fra en Faktabutik i Odense

Ukendte gerningsmænd røvede kl. 21.50 i aftes Fakta på L.A. Ringsvej i Odense.

- En mand iført noget der ligner et pudebetræk med huller klippet til øjnene truer med en kniv, fortæller vagtchef Erik Skov.

Faktabutikken er imidlertid pengeløs, så manden fik ikke andet udbytte end otte kartoner cigaretter.

- Manden løber ud af butikken og kaster byttet ind i en ventende bil, som kører væk fra stedet, mens manden løber bort i modsat retning, siger vagtchefen.

Det vides ikke, hvor mange medgerningsmænd, der befandt sig i bilen, og det er også usikkert, hvilken farve den havde, men den beskrives som en sedan-model.

 Efterfølgende har politiet fundet røverens blå hættetrøje og grå joggingbukser i nærheden.

- Vi er naturligvis meget interesseret i at høre, hvis nogen har set noget ude i området, fx nogen der står og tager tøjet af, lyder det fra vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt