Røver i Netto: - Nu må I gerne ringe til politiet

En 47-årig mand truede sig søndag til en flaske Baileys og en pakke cigaretter i Netto på Rismarksvej i Odense. Han bad selv om at blive anholdt.

Klokken 12.26 søndag eftermiddag modtog Fyns Politi en anmeldelse om røveri i Netto på Rismarksvej i Odense.

En 47-årig mand er anholdt, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Asbjørn Larsen.

- Det er faktisk en kunde, der ringer til os. Hun syntes, hun har set en mand med en kniv, og vi tager derud. Det viser sig, at der rent faktisk har været røveri, men personalet har ikke selv nået at ringe, forklarer Asbjørn Larsen.

Den 47-årige mand har brugt kniven til at true personalet til at udlevere en flaske Baileys og en pakke cigaretter.

- Derefter siger han til personalet, at de gerne må ringe til politiet. Han går uden for, hvor han både ryger cigaretterne og drikker likøren, mens han venter på at blive anholdt, siger vagtchefen.

Hvorfor røveren havde et ønske om at blive anholdt ved Asbjørn Larsen endnu ikke. 

- Vi har før set folk i misbrugslivet have det så dårligt, at de har brug for at komme ind bag tremmer og få styr på tilværelsen og få sul på kroppen bare for at overleve. Om det er tilfældet her, ved vi ikke endnu, fortæller han.

Gerningsmanden er kendt af politiet i forvejen.

Politiet vil ifølge vagtchefen forsøge at hjælpe den 47-årige mand med at komme i fængsel. Det vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt