Sådan kender du de farlige og "falske" Pamolpiller

De "falske" piller kan være en rigtig farlig cocktail, hvis man er i blodfortyndende behandling.

Torsdag tilbagekaldte firmaet Takeda Pharma et parti (batch, red.) Pamol på grund af fund af pillen Ibumetin på 600 milligram i pakningerne.

I alt drejer det sig om 4040 pakker, som hver bør indeholde 300 Pamo-piller på 500 milligram, men som altså også kan indeholde den noget stærkere smertestillende pille Ibumetin på 600 milligram.

Myndighederne tager sagen meget alvorligt, fordi pillerne kan være farlige.

- Fejlpillerne er også smertestillende. Men de er meget stærkere end Pamol. Så hvis du tager dem på samme måde som Pamol, så kan du få en relativt alvorlig forgiftning, oplyser Apotekerforeningen til TV SYD.

Tjek dine piller

Du kan selv kontrollere, om du har fået de forkerte piller, ved at holde øje med to ting:

1: På siden af pakken skal der stå batchnummer 11255945 og anvendes før 07-2021 (se billedet herover).
 
2: De originale Pamoltabletter er aflange, hvide tabletter med teksten PAMOL på den ene side.

Har du har de en af de ovennævnte pakker Pamol, så skal du aflevere pakken på apoteket, uden at indtage flere tabletter. Her vil du få udleveret en ny pakning.

Lægemiddelstyrelsen opfordrer til, at man ikke indtager tabletter fra det berørte parti, men hvis du allerede har taget tabletter fra en af de berørte pakninger, så bør du kontakte din læge.

Grossisten kan se hvilke pakker der er solgt til de enkelte apoteker, og regner med at pakkerne er spredt over hele landet, oplyser Apotekerforeningen til TV SYD.

Læs mere om tilbagekaldelsen på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside og på Takedas hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt