Sag om svindel for 36 millioner kroner fortsætter i dag

En 44-årig mand kræves idømt fængselsstraf i sag om svindel med 36 millioner kroner.

En sag om skyldnersvig, bedrageri og dokumentfalsk for 36 millioner kroner i redningsfirma fortsætter mandag i Retten i Odense.

Her står en tidligere indehaver af virksomheden Redningsgruppen tiltalt.

Den tidligere indehaver, en 44-årig mand fra Randers-egnen, afgav ved et retsmøde i begyndelsen af februar for første gang forklaring i sagen som begyndte i efteråret.

Her ønskede han dog ikke, at lade sig afhøre af anklageren og forklarede sig derfor kun til sin forsvarer.

Sagen begyndte i Middelfart

Sagen er henlagt til Retten i Odense, fordi efterforskningen oprindelig startede med undersøgelse af selskaber i Middelfart og Nr. Aaby med forbindelse til Redningsgruppen, men sagen omhandler også forhold i Aabenraa, Esbjerg, Fredericia, Hjørring, Randers og Risskov.

Sagkomplekset handler blandt andet om skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, konkursrytteri, grov overtrædelse af bogføringsloven, dokumentfalsk af særlig grov karaktér og bedrageri af særlig grov beskaffenhed i  perioden 2008 til udgangen af 2014.

Anklagemyndigheden kræver den tiltalte 44-årige idømt fængselsstraf, mens hans forsvarer ønsker frifindelse.

Oversigt

    Oversigt