The show must go on på Nordfyn

De tidligere Nislevgårdspillene på Nordfyn er ikke sådan at slå ud. I aften har de premiere på en ny musical under et nyt foreningsnavn.

Sidste år gik foreningen Nislevgårdspillene konkurs, men nu er den tilbage med ny strategi og nyt navn. Nu hedder den Nordfynsspillene, og i aften har den nye forening premiere på den berømte Dolly Parton musical ”9 to 5”.

- Det er en forestilling med masser af fed musik, intriger og kærlighed og et fokus på kvindekampen i 80’erne. Det skal nok blive en fest, lyder det fra Allan Glue, der er instruktøren bag musicalen.

Friluftsspillene foregår stadig under åben himmel i de gamle kulisser bag Islevgaard Efterskole. Men organiseringen bag spillene er helt ny.

- Det har været nødvendigt med ændringen, fordi der var mange kreative sjæle i den gamle bestyrelse. De er dygtige, ingen tvivl om det, men der skal også være lidt struktur, for det er en stor omgang at få det hele til at køre. Der skal lidt mere business indover, så vi har styr på økonomien også, forklarer Irene Bæk, formand for Nordfynsspillene.

Og det er en struktur, instruktøren bag den nye musical er glad for.

- Det er en spændende ny forening at være en del af. Jeg kan godt lide deres koncept. Altså at de hyrer folk ind, der har styr på det kreative, mens der er ro på bagsmækken og styr på økonomien. Det er fremragende, siger Allan Glue.

I den nye bestyrelse sidder der som noget nyt også lokale erhvervsfolk.

- Det er skønt, at der er opbakning. Og når man kender dem, der sidder i bestyrelsen, så er folket også med os, mener Irene Bæk.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt