Søren måtte opgive livet som landmand: Nu sælges de sidste køer

Siden 2008 er næste 1000 landmænd gået konkurs: Søren Larsen tog konsekvensen og lukkede selv sin bedrift.

- Det er altid sådan lidt … når man sidder og skal betale regninger, og så kan se at nu strammer det til igen.

40-årige Søren Larsen fra Gelsted har opgivet drømmen om det frie liv som landmand. Han overtog gården fra sin far i 2012, og den har ikke givet overskud siden. I stedet er kassekreditten bare vokset og vokset. 

I foråret blev det for meget, og han traf beslutningen om at gøre en ende på driften. I marts fyrede han alle sine ansatte. Alternativet var en konkurs.

- Vi ville gerne blive boende, fortæller han.

Og det er en situation, som mange landmænd kender. Siden 2008 er næste 1000 landbrug gået konkurs, og i samme perioden har bankerne lidt tab på næsten ni milliarder i på netop dette erhverv.

For Søren Larsen er problemet, at afregningsprisen på hans mælk er for lav. Nu er han i gang med at sælge de sidste af de 150 køer og maskinerne. Jorden på 140 hektarer er allerede lejet ud til en anden landmand.

Selv skal han finde et almindligt job som lønmodtager.

- Det bliver noget nyt, når vi har været vant til at styre det selv og selv bestemme hundrede procent over vores tid. Det bliver noget andet, det gør det, slutter han.

Oversigt

    Oversigt