Stormflod: Oprydning afsluttet

Beredskab Fyn blev torsdag aften færdig med at rydde op efter stormfloden, der ramte flere steder på Fyn natten før.

Beredskab Fyn blev torsdag klokken 23.15 færdig med den sidste oprydning efter stormfloden, der ramte flere steder på Fyn natten til torsdag,

De sidste opgaver bestod i at pumpe havvand væk på Svanedamsgade i Nyborg, på Kildegårdsvej i Faaborg og i et sommerhusområde i Assens, oplyser chefvagt ved Beredskab Fyn, Knud Otto Vestergaard.

Han tilføjer, at skaderne efter stormfloden ikke blev så voldsomme, som man havde frygtet.

- Vandet steg ikke så meget, som vi på forhånd havde frygtet. Desuden blev risikoen varslet så tidligt, at borgere og virksomheder havde mulighed for at tage deres forholdsregler, siger Knud Otto Vestergaard.

Blandt andet blev der udlagt adskillige tusinde sandsække til beskyttelse af ejendomme rundt omkring. Alene i Svendborg blev der udlagt op mod 8000 sandsække. 

Oversigt

    Oversigt