Styrelse vil kontrollere batteri efter klage

Et CE-godkendt batteri affyrede to skud ud gennem siden. Ifølge branchen er det et enkeltstående tilfælde.

Sikkerhedsstyrelsen vil efter nytår udtage fyrværkeribatteriet Solopgang fra butikskæden T. Hansen til markedskontrol.

Det oplyser DR Nyheder på dr.dk, som tidligere tirsdag kunne rapportere om et defekt batteri, hvor to skud gik af ud af siden på et batteri.

Efter omtalen af den opskræmmende hændelse med batteriet har dr.dk fået flere henvendelser fra folk, der har haft lignende oplevelser.

I Sikkerhedsstyrelsen vil pressechef Dorthe Rasmussen ikke udtalte sig om den konkrete sag, men hun understreger over for dr.dk, at det efter reglerne er den virksomhed, der markedsfører fyrværkeriet, som er ansvarlig for, at det lever op til reglerne.

Butikskæden T. Hansen siger i en kommentar til sagen, at fyrværkeri, der sælges i kædens butikker, er CE-godkendt efter nyeste og højest mulige standard for godkendelse af fyrværkeri i Europa.

- Fyrværkeribrancheforeningen minder om, at der ikke findes 100 procent fejlfrit fyrværkeri, men et fyrværkeriuheld er altid et fyrværkeriuheld for meget, siger kommunikationschef Andreas Dyhrberg, T. Hansen Gruppen.

- I thansen.dk anbefaler vi altid vores kunder at bære sikkerhedsbriller, ligesom vi altid udleverer de otte fyrværkeriråd til alle vores kunder, siger han.

Fyrværkeribranchens direktør Karsten Nielsen oplyser til dr.dk, at der endnu ikke findes metoder, der kan sikre 100 procent fejlfrit fyrværkeri.

- Der er gennemført masser af test, og der er ikke fundet nogen fejl. Derfor må man antage, lige meget hvor ubehageligt det har været for familien, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, siger Karsten Nielsen.

Derfor er der ifølge branchen ikke behov for en generel advarsel.

Branchen anbefaler folk at bruge sikkerhedsbriller, følge brugsanvisningen og bruge deres "sunde fornuft".

Oversigt

    Oversigt