Succes med internationale truckkurser

Syddansk Erhvervskole har succes med internationale kurser inden for transportområdet. Kurserne gør det muligt at søge job på tværs af landegrænserne.

I disse dage er finnere, hollændere og tyskere sammen med danskere på truckkursus i Odense.

- Jeg har et truck-certifikat fra min arbejdsplads, men det gælder kun hos dem. Så når jeg ikke arbejder for dem, duer det ikke, siger Anita Velden fra Tyskland.

Det begyndte i Norden, men nu har samarbejdet bredt sig til flere europæiske lande. Midlerne til projektet er bevilget af nordisk ministerråd.

- Vi får en fleksibel arbejdskraft som har mod på at rejse ud og opsøge jobbene hvor de er, siger projektleder Karin Steffensen fra Syddansk Erhvervsskole.

Kravene til et truck-certifikat i Danmark er meget højere end i andre lande.

- I Danmark tager det syv dage at få et certifikat. I Holland tager det kun én dag, fortæller Danielle Lai fra Holland.

- I Finland har vi todages kurser mod de syv dage her i Danmark, siger finske Lari Turunen.

Og kurset åbner derfor muligheder rundt i hele Europa.

- Vi har skarpe regler på området. Eleverne fra udlandet bliver udfordret både på det teoretiske og praktiske plan på en helt anden måde end de gør derhjemme, siger Karin Steffensen.

De udenlandsske kursister får opholdet dække via EUs Leonardi De Vinci-program.

Oversigt

    Oversigt