Suspekt vildskab: - Det kommer fra en fucked up tankegang

​Rapgruppen Suspekt indtog fredag aften Tinderbox Festival med et sceneshow spækket med tunge beats, flammekastere og taktfaste håndkast fra publikum.

Nøgenhed, ild og et højoktant sceneshow tilsat Orgi-e, Bai-d og Rune Rask er opskriften på en brutal, løssluppen og hård hip-hop-optræden. De tre suspekte Albertslund-rappere leverede deres velkendte vildskab i koncertform, da bandet lukkede Blå Scene fredag aften på årets Tinderbox Festival.  

quote Det kommer fra en fucked op tankegang

Emil “Orgi-E” Simonsen, rapper, Suspekt

For vildskaben bliver sluppet løs, når de tre medlemmer af rapgruppen Suspekt går på scenen. En vildskab, der ligger dybt begravet i bandets identitet.   

- Det kommer fra en fucked op tankegang. Den måde, vi rapper på, og den musik vi laver, knytter sig til, at vi skal lave et outreret sceneshow. Det er den måde, vi tænker på, siger Emil “Orgi-E” Simonsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fandenivoldskhed
Når sange som  “Kinky Fætter”, “Singlepik” og “Sut den op fra slap” bliver akkompagneret af strippende nonner, nøgne koncertgæster og levende ild - er det resultatet af en fandenivoldskhed, der er med til at skabe bandets provokerende koncerter. For ifølge bandet handler det hele om, at man skal have mere med hjem end de hårde hip-hop-hits.

- Det er klart, vi bruger meget tid på at planlægge vores performance, så den sidder lige i skabet. Og at det ofte udvikler sig til alt muligt andet vanvid. Det er bare de ekstra goder, der kommer med, siger Andreas “Bai-D” Duelund.

quote Vi beskæftiger os med underholdning, og vi vil også selv underholdes undervejs i koncerterne

Emil “Orgi-E” Simonsen, rapper, Suspekt

“Hvis vi står og røvkeder os, så gør publikum også”
Suspekt turnerer lige nu med bandets sjette album “100% Jesus”, der udkom i februar. Men selvom bandet kun består af de tre medlemmer: Emil “Orgi-E” Simonsen, Andreas “Bai-D” Duelund og Rune Rask - så indtog de Tinderbox Festival med fuldt orkester, hvor de forvrængede guitarer og to trommeslagere leverede de brutale hits med rockversioneret hiphop. Ifølge bandet er det vigtigt, at publikum får en anden oplevelse af musikken ved livekoncerterne.

- Vi beskæftiger os med underholdning, og vi vil også selv underholdes undervejs i koncerterne, så hvis vi står og røvkeder os, så gør publikum også, siger Emil “Orgi-E” Simonsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det kommer nok af, at vi har stået til utallige koncerter som unge mennesker, hvor der bare har været en dj og et par rappere - og det er røvkedeligt at stå at kigge på i en time - så vi har tænkt meget over at udvikle vores shows til noget vildere, siger Andreas “Bai-D” Duelund.

Det har ikke været muligt for TV 2/FYN at få lov til at vise hele SUSPEKTS koncert fra Blå Scene på Tinderbox Festival, men du kan se et uddrag fra koncerten på TV 2/FYN Nyhedskanalen klokken 18:35 lørdag.

Herunder kan du se det fulde interview med Suspekt, der blandt andet handler om bandets “vildskab”, deres mindesang til Linkoban og deres inspirationskilder.

Suspekt om vildskab, Lings sang og bandets inspirationskilder

Oversigt

    Oversigt