Svend Prisen 2016: Debutanter bliver værter

De er begge garvede skuespillere og har et utal af roller på cv'et. Til gengæld er de helt grønne som værter ved en prisuddeling.

Det bliver Anders W. Berthelsen og Nikolaj Kopernikus, der skal fylde rollerne ud som værter ved årets Svend Prisen i september.

Sammen er de kendt som to tredjedele af trioen fra Klassefesten. Og til oktober er de klar med den næste film i serien af Klassefesten-film, men først runder de scenen på Torvet i Svendborg den 11. august.

- Vi har begge filmet en del i Svendborg og omegn og har altid følt os godt behandlet og godt tilpas, når vi har været på de kanter. Og jo, lad os da bare være ærlige; vi er begge utrolig tiltrukket af Svendborg! Derfor sagde vi også ja til at være værter på SVEND 2016 med stor glæde og eufori. Vi glæder os til at se alle filmglade mennesker i Svendborg den 31. august, lyder det fra Nicolaj Kopernicus og Anders W. Berthelsen.

Det er 12. gang, at Svend Prisen skal uddeles.

Prisen adskiller sig væsentligt fra de andre filmpriser herhjemme ved at være den eneste danske filmpris, hvor publikum bestemmer hvem, der skal løbe med titlerne.

En jury udvælger feltet med afsæt i de bedst sælgende film fra 1. juli 2015 til 30. juni 2016 – herefter er det danskerne, der har den endelige afgørelse.

Der uddeles priser for mest populære danske film, danske børnefilm, udenlandske film, udenlandske børnefilm, bedste danske skuespiller og skuespillerinde og årets tv-dramaserie.

Oversigt

    Oversigt