Opdatering: Svendborgmotorvejen er genåbnet ved sekstiden onsdag morgen.
Svendborgmotorvejen er spærret tidligt onsdag morgen, og trafikken ledes af ved afkørsel 13 Ringe C i retning mod Odense på grund af et uheld.
Redningsarbejdet er i gang på stedet, og der er ingen tidshorisont for, hvornår der bliver genåbnet, oplyser Vejdirektoratet.
Ifølge Fyns Politi er det en bilist, der er kørt ind i et vejskilt. Politiet fik anmeldelsen kl. 4.18, og her lå bilen på taget med føreren inde i.
- Vi kan kommunikere med ham, så lægen på stedet vurderer umiddelbart, at han ikke er svært tilskadekommen, siger Thomas Bentsen, vagtchef hos Fyns Politi.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger om bilisten, der skal en tur forbi sygehuset i Odense.
Uheldet er sket mellem afkørsel 11 og afkørsel 12 i nordgående retning mod Odense på Svendborgmotorvejen. På grund af uheldet vil motorvejen ifølge vagtchefen være periodevis spærret onsdag morgen, indtil vejen er ryddet.
Ved sekstiden onsdag morgen kunne Vejdirektoratet oplyse, at motorvejen mellem Odense og Svendborg igen er åben.