Svensk juicefabrik til Ringe

20 nye arbejdspladser til Midtfyn. Juicefabrikken Rynkebys nye ejere lukker fabrik i Sverige og flytter produktionen til Ringe.

I maj solgte Arla Foods den fynske juicefabrik Rynkeby til den tyske koncern Eckes-Granini.

Dengang frygtede man, at salget ville koste fynske arbejdspladser. Det er endnu ikke sket.

Til gengæld koster Eckes-Graninis køb af Rynkeby nu op mod 40 medarbejdere i Sverige jobbet.

Det meddelte Rynkebys ledelse sine medarbejdere i Ringe tirsdag eftermiddag. 

Koncernen Eckes-Granini har nemlig valgt at lukke sin svenske fabrik Brämholt Juice i Borås, hvor man producerer friskpresset juice, for i stedet at flytte produktionen til Fyn.

quote Jeg tror hurtigt, det kan blive til 20 nye arbejdspladser her i Ringe.

Jørgen Dirksen, administrerende direktør, Rynkeby.

- Det er selvfølgelig trist for medarbejderne på fabrikken i Sverige. Men vi er glade for, at vi så hurtigt har vundets vores nye ejeres tillid, at de tør betro os den her opgave, siger Rynkebys administrerende direktør Jørgen Dirksen til TV 2/Fyn.

Jørgen Dirksen forventer, at den svenske fabriks produktion endeligt vil være flyttet til Ringe i slutningen af 2017.

20 nye job

Lukningen af den svenske fabrik betyder, at Rynkeby i Ringe kommer til at udvide staben med det samme antal medarbejdere, som mister jobbet i Sverige. 

- Det er svært at sige, hvor mange arbejdspladser flytningen vil give her i Ringe. Men det er klart, at når vores ejere slipper 39 medarbejdere i Sverige, så vil det give nogle hos os. Jeg tror hurtigt, det kan blive til 20 nye arbejdspladser her i Ringe, siger Jørgen Dirksen.

Den svenske fabrik producerer 13 millioner liter juice om året. 

- Omsætningsmæssigt kan den nye produktion godt komme op på 100 millioner kroner. Det kan også være, det bliver mere, siger Jørgen Dirksen.

Rynkeby i Ringe producerer har i forvejen en årlig omsætning på en milliard kroner. 

Når produktionen flytter til Rynkeby, skal fabrikken for første gang i mange år til at presse friske frugter igen.

Oversigt

    Oversigt