Svindel i millionklassen: Sådan beskytter du dit dankort

Tjek din netbank hver dag, så du har styr på, at ingen andre hæver penge fra din konto, lyder rådet.

Torsdag begynder en retssag i Odense Byret, hvor en 36-årig mand er tiltalt for at have svindlet med betalingskort og købt varer for 1,1 millioner kroner på tre dage.

Sagen er et godt eksempel på, at datakriminalitet på Fyn er fordoblet i løbet af et år, og Anders Young Rasmussen, der er forebyggelseskonsulent ved Det Kriminalpræventive Råd, giver gode råd til, hvad du kan gøre for at opdage og mindske misbruget af dit dankort. 

- Man kan reducere risikoen ved at handle på troværdige hjemmesider og lade være med at opgive sine kortoplysninger til såkaldte phishing-mails, hvor det ligner, at man får en mail fra Skat eller banken, hvor de beder om dine kreditkortoplysninger, siger Anders Young Rasmussen.

Tjek netbank dagligt

Han råder til, at man tjekker sin netbank så ofte som muligt. Derved kan du opdage svindlen og melde det til din bank.

- Jo oftere du kigger på din bankkonto, jo hurtigere vil du opdage et misbrug. Det er den bedste måde at opdage det på, lyder rådet.

I 2015 var der 498 sager om databedrageri på Fyn. I 2016 var tallet ifølge Fyns Politi steget til 1026. Retssagen, der starter torsdag er dog en af de største sager om dankortsvindel på Fyn nogensinde.

Umulig opgave

Selv om både privatpersoner og virksomheder gør, hvad de kan for at sikre sig mod datakriminalitet, kan man aldrig blive helt sikret mod misbrug.

- Det er lidt en umulig opgave at sikre sig 100 procent, så der vil nok altid ske en eller anden form for datalæk, forklarer Anders Young Rasmussen, der dog kan forsikre forbrugerne om, at de i langt de fleste tilfælde kan få deres penge retur, hvis man bliver udsat for misbrug.

- Det er meget vigtigt at huske på, at det er et område, hvor man som borger er rigtig godt beskyttet, for det er bankerne, der som udgangspunkt hæfter for misbrug ved dit betalingskort, siger han.

Den 36-årige mand, der skal i retten torsdag, købte ifølge anklageskriftet blandt andet en halsring i 18 karat guld til 37.600 kroner samt et ur fra en guldsmed til 36.809 kroner på nettet med andres dankort. Derudover købte han for flere tusinde kroner fastfood. 

Oversigt

    Oversigt