Svindlede for millionbeløb: Købte guldbarre, fastfood og espressomaskine

Torsdag starter retssag mod 36-årig mand, der er tiltalt for at have svindlet med betalingskort for 1,1 millioner kroner på Fyn.

En 36-årig østeuropæisk mand er tiltalt for at have svindlet for cirka 1,1 millioner kroner på Fyn. På tre dage har han været med til at købe varer med stjålne betalingskort, og specialanklager Annette Korsgaard fra Fyns Politi kræver fængselsstraf. Det fremgår af anklageskriftet.

I 119 tilfælde har manden i samarbejde med en eller flere personer mellem den 12. og 14. oktober 2016 købt varer på nettet.

Blandt de dyreste varer er en halsring i 18 karat guld til 37.600 kroner samt et ur fra en guldsmed til 36.809 kroner. Der er tale om en af de største sager om dankortsvindel på Fyn nogensinde. 

Købte guldbarre og espressomaskine

Derudover er den 36-årige østeuropæer tiltalt for at have købt eksempelvis en iPhone 7, iPhone 6S, George Jensen-armbåndsur, et Go Pro-kamera, en Apple Mac Book, en racercykel, espressomaskine, en iPad og en Mac Book. Købene, der i alt løber op i 1.105.006 kroner, er foretaget med korte tidsintervaller i oktoberdagene.

Af de mere bemærkelsesværdige køb tæller listen ifølge anklageskriftet også købet af en 100 grams guldbarre til 28.452 kroner. Der er også i løbet af de tre dage købt fastfood adskillige gange hos Just Eat for flere tusinde kroner i alt.

Retssagen, der finder sted i byretten i Odense, starter torsdag den 23. februar, hvor der også forventes dom. TV 2/FYN vil være til stede i retten for at følge retssagen.

Oversigt

    Oversigt