Syddansk behandling af angst og depression: Nu vil hele landet være med

Region Syddanmark har haft stor succes med at behandling af angst og let til moderat depression via internettet. Nu skal skal hele landet være med.

De fleste forbinder psykologbehandling med en briks og et fysisk møde hos en psykolog.

Men for patienter, der lider af angst og let til moderat depression, kan computeren fremover blive et alternativ til briksen.

Danske Regioner har besluttet at brede behandlingsmetoden ud til alle regioner efter Region Syddanmarks succes med den internetbaseret psykiatri. Og det skal ske fra den 1. januar 2018. 

- Vi har i Region Syddanmark haft gode erfaringer med internetbaseret psykologbehandling til vores borgere med angst og let til moderat depression, siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen i en pressemeddelelse og fortsætter:

Internetpsykiatrien behandler sygdommene:

- Internetbaseret psykologbehandling har nemlig øget muligheden for at kunne hjælpe borgere, fordi det er et ekstra tilbud om behandling, og på en ny måde via internet. Og vel og mærke stadig med en høj faglig kvalitet. Vi vil nu, da regionerne er gået sammen om at udbrede tilbuddet til alle borgere, forberede os på de flere patienter fra hele landet.

Det kræver ingen henvisning for de angst- og depressionsramte at anmode om den internetbaserede psykologbehandling i Region Syddanmark. Der er let adgang med et par klik på computeren i stedet for at bede om en henvisning fra egen læge.

I regionen begyndte ordningen i 2014 som forsøgsprojekt, men har siden 2015 været permanent.

- Vi har nu i over tre år behandlet mennesker med angst og let til moderat depression ved hjælp af internetbaseret kognitiv terapi. Der er generelt høj tilfredshed blandt patienterne, og undersøgelser viser, at patienter med angstlidelser eller let og moderat depression oplever god effekt af internetbaseret behandling, siger Ellen Stenderup, der er specialpsykolog og teamleder i Internetpsykiatrien. 

For dem der ikke søger behandling

Hele idéen med tilbuddet er, at man bedre kan nu ud til de borgere, der ikke er tilbøjelig til at søge behandling. Det kan både være fordi borgeren ikek magter mødet med behandleren, ikke har tid til mødet i en travl hverdag eller ikke har råd til at betale egenbetalingen på 40 procent ved en psykolog. 

Med det internetbaserede tilbud skal den angst- eller depressionsramte ikke betale noget for at få hjælp. 

- Internetpsykiatrien er et behandlingstilbud, der er fleksibelt på mange måder. Behandlingen kan passes ind i hverdagen, uden at patienten skal tage fri fra arbejde eller studier, og det er en anderledes behandlingsform, så vi når ud til nogle grupper patienter, som ellers ikke ville få behandling. Endeligt er behandlingen helt uafhængig af, hvor man bor, så det er oplagt at udbrede den til alle dele af landet, siger Claus Færch, der er afdelingschef i Telepsykiatrisk Center.

Ikke helt uden kontakt

Hele behandlingsforløbet starter med en videosamtale, som varer omkring halvanden time. Under den vurderer psykologen patientens tilstand og om behandlingsformen egner sig til den enkelte. 

Behandlingen består af computerprogrammer med en række behandlingstrin og daglige øvelser, der er udviklet til behandling af personer med angst og depression. Igennem programmerne vil patienten arbejde med sine tankemønstre. 

Borgeren vil gennem hele behandlingsforløbet blive fulgt af en psykolog både skriftligt og telefonisk. 

Når behandlingen er slut, hvilket typisk er efter 10 til 12 ugers forløb, vurderes patientens tilstand, og patientens egen læge får besked. 

Fakta

Oversigt

    Oversigt