I det fynske folks tjeneste

Teenagepiger har bil fyldt med alkohol holdende uden for festivalplads

Alkoholpriserne på festivalpladsen får flere unge til at finde andre alternativer, når de skal være fulde på Tinderbox.

00:19

Fire fynske teenagerpiger har fundet en løsning, så de kan undgå at købe alkohol på festivalpladsen. Video: Sara Fuglsig

Det er dyrt at være på festival, men der findes alternativer til at gøre det billigere. TV 2/Fyn spurgte fire unge piger på 17 og 18 år, hvordan de fester på Tinderbox, mens de ventede på Scarlet Pleasure fredag eftermiddag.  

- Hvis man skal blive fuld eller tipsy, skal man drikke meget for at kunne mærke det. Det kan man ikke rigtig, hvis man køber en drink til 70 kroner med fire centiliter i. Så er det billigere at tage i brugsen og købe en shotflaske og drikke sig stiv i det, siger 18-årige Sara Moosdof fra Kværndrup. 

Læs også Politiet: De unge er gode til at lade bilen stå - de glemmer bare én ting

Derfor er det ifølge pigerne ikke unormalt at have en bil eller andre alternativer til opbevaring af alkohol ude foran pladsen foran festivalpladsen.

- Vi har 10 til 15 cider med i bilen, siger Sara Moosdof.

Ifølge pigerne er der også mange andre, der har biler stående, så de kan gå ud og 'smug'-drikke.

Hvis man skal blive fuld eller tipsy, skal man drikke meget for at kunne mærke det. Det kan man ikke rigtig, hvis man køber en drink til 70 kroner med fire centiliter i. Så er det billigere at tage i brugsen og købe en shotflaske og drikke sig stiv i det.

Sara Moosdof

- Vi har ikke penge til at blive fulde af det, der er herinde. Vi tager hjem til nogle, der bor tæt på. Og så kommer vi tilbage igen, siger Alberte Valentin 17 år fra Odense.

Fuldskab er vigtig

De fire piger er enige om, at alkohol hører med til at være på festival. Der er stor enighed om, at alkohol gør dem mere åbne, som gør, at de er bedre til at lære nye mennesker at kende.

- Hvis man skal købe alt sin alkohol her, så tror jeg ikke, at man på noget tidspunkt bliver så stiv, som man vil være, hvis man havde mulighed for at hente det, siger Sara Moosdof.

Læs også Havnen fyldt med tusindvis af ædru elever: - Det behøver ikke gå amok med alkohol

For det kan ifølge pigerne godt være svært at slå sig løs uden alkohol.

- Ens grænser går lidt længere ned. Man tør at gøre noget mere, siger 18-årige Nadia Kroun fra Kværndrup.

Drikker I mere nu, hvor I henter alkohol uden for festivalpladsen?

- Ja! Det gør vi helt sikkert. Ja, bestemt, svarer pigerne i munden på hinanden. 

Pigerne mener altså, at prisen på alkohol får dem til at drikke mere, men der er også andre prioriteringer, der spiller ind.

- Man har ikke penge til at blive fuld, særligt ikke når man er studerende, siger Alberte Valtin.

Og hendes veninde supplerer.

- Det er alt for dyrt, nu hvor man også har givet penge for billet og skal købe mad, siger 17-årige Teraza Ferguson fra Ringe.