Thorborg-selskab: Stort år for Hesehus

Salget steg med 25 procent hos it-firmaet Hesehus i 2017. Største overskud i fem år.

2017 blev et mere end almindelig godt år for it-virksomheden Hesehus i Odense.

Selskabet, der er ejet af den fynske erhvervsmand Niels Thorborg og har Lars Hedal i spidsen, laver e-handels-løsninger for store danske virksomheder.

Sidste år gik det så godt, at salget steg med 25 procent. Årets bruttofortjeneste endte på knap 27 millioner, mens overskuddet før skat blev mere end fordoblet til 8,6 millioner kroner - det bedste i fem år.

Medarbejderstaben voksede omregnet til heltidsansatte fra 72 til 76.

Ifølge ledelsesberetningen var 2017 præget af mange spændende projekter for eksisterende kunder og tilgang af nye store kunder.

- Konkurrencen om kvalificeret it-arbejdskraft er hård, og Hesehus har formået at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, som tiltrækker markedets dygtigste softwareudviklere. Det gør det muligt at levere og videreudvikle løsninger på højeste niveau i et e-handels-marked, hvor kvalitet og hastighed i leverancerne er blevet afgørende for kundernes fremtid, hedder det i ledelsesberetningen. 

Hesehus følger en ambitiøs strategi frem mod 2020. Både i Danmark og internationalt vil Odense-virksomheden fastholde fokus på e-handels-løsninger til de største virksomheder inden for både detail og business-to-business.

 

Oversigt

    Oversigt