Tørken kræver ofre: - De dør i hobetal

Den ekstreme tørke går hårdt ud over de fynske vandløb. Det har konsekvenser for hundredevis af fisk, der dør af vandmangel, stress og varme.

En dag skulle de have vokset sig stærke og tilbagelagt vejen til det åbne hav.

Men på grund af tørken får de en helt anden skæbne.

Hundredevis af fisk ender deres dage i små vandpytter, der er det eneste levn fra et væld af fynske vandløb. Synderen er den ekstreme tørke, der har præget det danske vejr i det seneste stykke tid.

quote De nåede ikke at komme ud i hovedløbene. I stedet dør de af stress, varme og vandmangel. De er slet ikke vant til de forhold.

Chris Halling, Vandpleje Fyn

De mange tab af liv har konsekvenser, fortæller Chris Halling fra organisationen Vandpleje Fyn.

- Havørreden er blandt de fisk, der yngler i vandløbene, og de er blevet et trækplaster for turister her på Fyn. Der er mange, der kommer hertil for at fiske efter dem. Det gik ellers den rigtige vej med at få bestanden til at vokse, siger han og uddyber:

- Alle vandrefisk stammer fra vores vandløb, så det har store konsekvenser for biodiversiteten.

Sammen med de andre frivillige i Vandpleje Fyn inspicerer han ofte fynske vandløb og har set konsekvenserne med egne øjne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

"Har aldrig set noget lignende"

Chris Halling har optaget video og taget billeder på sine ture. Dem har han delt på Vandpleje Fyns facebookside.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det startede med kun at være de mindre vandløb, der udtørrede, men nu har det bredt sig til større vandløb som Vindinge Å. Og det sker overalt på Fyn, fortæller han.

Vindinge Å er 30 kilometer lang og udspringer sydvest for Årslev, hvorfra den baner sig vej mod øst til sin udmunding ved Nyborg Fjord. I åen blev Chris Malling mødt af synet af døde ørreder.

Der er så lidt vand tilbage i Vindinge Å, at ørrederne ikke kan overleve.
Der er så lidt vand tilbage i Vindinge Å, at ørrederne ikke kan overleve.
Foto: Privatfoto / Chris Halling
Nogle steder er Vindinge Å helt tørlagt.
Nogle steder er Vindinge Å helt tørlagt.
Foto: Privatfoto / Chris Halling

- De nåede ikke at komme ud i hovedløbene. I stedet dør de af stress, varme og vandmangel. De er slet ikke vant til de forhold, uddyber han.

Ifølge Chris Malling findes der ingen umiddelbar løsning på problemet. I stedet må man lade naturen gå sin gang, da det vil kræve for meget vand at fylde vandløbene igen. I stedet mener han, at man bør se på det langsigtede perspektiv.

- Man skal tage et kig på reetablering af de eng- og moseområder, som er inddraget til landbrug. Engang var de naturens naturlige vanddepoter, som kunne bruges i situationer som denne, siger han.

De høje temperaturer ser ikke ud til at stoppe foreløbig. Mandag kunne TV 2 Vejret fortælle, at vi tværtimod skal forberede os på tropenætter og temperaturer, der runder 30 grader allerede ved frokosttid.

Oversigt

    Oversigt