Træer vælter og afbryder strømmen kortvarigt

Stormen over Danmark har medført en stribe kortvarige strømafbrydelser over hele landet.

Især det sydlige Jylland og Fyn har været ramt af en række strømafbrydelser som konsekvens af en historisk storms rasen over Danmark mandag eftermiddag.

Cirka 85.000 husstande på Fyn mistede strømmen ud på eftermiddagen, men selskabet har siden skaffet elforsyningen tilbage mange steder, og mandag klokken 17 er det kun Odense M og Odense SØ, der er uden strøm.

EnergiFyn kan ikke oplyse den præcise årsag til den omfattende strømafbrydelse, der skyldes "fejl på nettet".

- Vi arbejder på først at sikre strøm til kunderne, og efterfølgende må vi finde årsagerne, siger en medarbejder fra selskabet til EnergiFyn.

Også i Sønderjylland har der været en række strømafbrydelser.

Aabenraa har været ramt flere gange, hvor cirka 30.000 kunder har været uden strøm. Men hver gang har det været muligt at flytte strømmen ad nye kanaler, så afbrydelsen kun har varet få minutter.

Flere vindmøller er koblet ud på grund af stormen.

Afbrydelserne i Sønderjylland skyldes først og fremmest væltede træer, oplyser energiselskabet SE.

Oversigt

    Oversigt