Tre fynboer til EM i Slovenien

Landstræner Torben Winther udtog tirsdag tre spillere fra GOG til herrernes EM i håndbold, der spilles i Slovenien fra den 22. januar. Kasper Nielsen har slået Lasse Boesen af EM-holdet.

-

Landstræner Torben Winther udtog tirsdag tre spillere fra GOG til herrernes EM i håndbold, der spilles i Slovenien fra den 22. januar.

Det drejer sig om venstrebacken Kasper Nielsen, højrebacken Klavs Bruun Jørgensen og stregspilleren Torsten Laen.

Danmarks kampe ved EM i herrehåndbold, der begynder om godt 14 dage i Slovenien, bliver uden Lasse Boesen.

Skuffet Boesen
Boesen, der ellers har været med til de seneste to slutrunder, var overraskende ikke blandt de 16 spillere, som landstræner Torben Winther tirsdag udtog til slutrunden. 

\"Jeg er meget skuffet og lidt chokeret\", lød det fra Lasse Boesen efter offentliggørelsen af truppen.

Venstrebacken skiftede før denne sæson fra de danske mestre Kolding IF til den spanske storklub Portland San Antonio, hvor der stilles store forventninger til ham i jagten på de mest prestigefyldte trofæer i Europa.

Ifølge Torben Winther er det ikke problemer med Boesens håndboldmæssige kvaliteter, der har kostet ham EM-pladsen.
Konkurrencen er simpelthen bare blevet så stor, at selv en spiller fra en af de allerstørste europæiske klubber ikke kan være sikker på en landsholdsplads.

Kasper stærkest i forsvar
Derfor valgte landstræneren at udtage den formstærke GOG-spiller Kasper Nielsen som venstreback og Koldings Boris Schnuchel på venstrefløj - en plads som Boesen også har spillet i den rød/hvide-trøje. 

\"I sidste ende beror det på manglende tiltro til hans forsvarsevner. Her mener jeg, at Kasper Nielsen er en tak bedre end Lasse Boesen. Det er sket, at vi nogle gange har manglet noget fysik i forsvaret, og det kan Kasper Nielsen tilføre. Til gengæld går vi glip af Lasse Boesens spektakulære angrebsspil, men der må vi så sætte ind med nogle andre ressourcer. Men jeg har taget et valg, og det har været utrolig svært. Det er en svær diskussion, for havde jeg taget Lasse med og ikke Kasper, kunne man også have spurgt om, hvorfor jeg ikke havde taget Kasper med\", sagde Torben Winther.

I den kommende uge skal EM-holdet spille i en forberedelsesturnering i Rusland.  

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt