Tre mænd anholdt i Svendborg

Et slagsmål i bargaden Frederiksgade i Svendborg udviklede sig tidligt søndag morgen. Tre unge mænd blev anholdt.

Fest og farver blev tidligt søndag morgen en tand for voldsom, da en gruppe af unge mænd begyndte at slås ved Frederiksgaden i Svendborg.

Slagsmålet varede dog ikke længe. Kort tid efter ankom politiet til stedet, der 03.35 kunne sigte de første slagsbrødre.

- Hvorfor de her unge mænd kommer op at slås, det ved vi umiddelbart ikke noget om. Da vi ankommer, kan vi identificere tre af mændene fra slagsmålet, som vi vælger at anholde og sigte for forstyrrelse af den offentlige orden, fortæller Vagtchef ved Fyns Politi Christian Rasmussen.

To af de tre mænd er 21 år, den tredje er 28 år.

Efter slagsmålet blev de taget med på stationen, hvor de fik lov at køle af. De tre mænd blev løsladt igen søndag formiddag.

Oversigt

    Oversigt