I det fynske folks tjeneste

Tricktyv spurgte om vej til kirke

Engelsktalende mand spurgte Føtex-kunde om vej til kirken. Samtidig forsvandt kundes pung med kontokort

Tirsdag den 26. juni klokken 14 havde en kunde handlet i Føtex på Middelfartvej i Odenseforstaden Bolbro, da en udenlandsk mand spørger om vej til nærmeste kirke. Foto: Google Street View

Døgnrapporten fra Fyns Politi kan berette om endnu et tilfælde af tricktyveri.

Tirsdag den 26. juni klokken 14 havde en kunde handlet i Føtex på Middelfartvej i Odenseforstaden Bolbro. Kunden var ved at lægge sin taske i bilens bagagerum, da en udenlandsk mand spørger om vej til nærmeste kirke.

Bagefter opdager kunden, at der fra tasken er stjålet sort foldepung af skind. Pungen indeholdt kørekort, Visa/Dankort fra Danske Bank, sundhedskort, kontanter og tre lottokuponer samt diverse personlige papirer.

Senere viste det sig at Visa/Dankort var blevet misbrugt.

Gerningsmanden beskrives som mand med brunt hår. Han talte engelsk. Han var velklædt med lyse shorts og lyseblå skjorte, oplyser Fyns Politi.

Flere tricktyverier på Fyn

Tirsdag i sidste uge var tricktyve på spil i Otterup, Nyborg og Odense. Første anmeldte tricktyveri foregik på Baggersgade i Nyborg.

Anmelderen var tirsdag 19. juni på vej ud af Fakta, da tre unge mænd, alle af udenlandsk udseende, henvendte sig og spurgte om vej til sygehuset. Samtidig begyndte de at skubbe til offeret.

Efter lidt tid løb de tre over til parkeringspladsen ved Rynkeby Dyreklinik. Her satte de sig ind i en sort bil, som de kørte væk i.

Anmelderen opdagede kort efter at hævekortet fra venstre brystlomme og en kvittering fra højre brystlomme var stjålet.

Læs også Politi advarer mod tricktyve: Kvinde med rollator franarret sin pung

Tricktyv i Otterup

Klokken 11 tirsdag 19. juni var den gal igen, denne gang på Plantagevej i Otterup. En kvinde fortæller til Fyns Politi, at en person henvendte sig til hende på parkeringspladsen og spørger om vej til kirken.

Kvinden opdagede kort efter, at alle betalingskort i hendes taske var stjålet. Kvinden beskriver gerningsmanden som en mørklødet mand, der talte engelsk. Danske Bank kunne senere på dagen fortælle kvinden, at der var gjort forsøgt at hæve penge på kortene.

Tricktyv på banegården

Klokken 11.40 tirsdag 19. juni var der så en tricktyv på spil på banegården i Odense. Tyveriet sker, da offeret stiger af toget. Det lykkedes tyven at stjæle en mørkebrun pung offerets fra taske

Anmelderne beskriver gerningsmanden som mellemøstlig af udseende, 20 til 25 år, 155 til 160 centimeter høj, almindelig kropsbygning og brunt kort hår.