Troels Bech: Vi har ventet på en udesejr

For første gang i mere end ti måneder vandt OB søndag på udebane i Superligaen.

Det er længe siden sidst, men søndag kunne OB'erne råbe sejrssang i et omklædningsrum, der ikke ligger i Odense, da fynboerne slog Esbjerg 3-1 på Blue Water Arena.

Helt præcist skal man tilbage til 24. november 2012 for at finde OB's seneste udesejr. Det var imod Silkeborg.

Det er altså mere end ti måneder siden sidst.

- Det var dejligt og det var rigtig vigtigt. Især når landskampspausen kommer nu her. Vi har fået fire point mod to af ligaens bedste hold i de seneste to uger, så det er dejligt, siger Martin Spelmann med henvisning til OB's uafgjorte opgør mod FC Midtjylland for en uge siden.

OB-træner Troels Bech glæder sig over, at det endelig blev til en udesejr efter i alt 13 mislykkede forsøg.

- Vi har været lige ved og næsten i Parken (mod FCK, red), hvor vi godt kunne have taget pointene. Og i Vestsjælland førte vi indtil det allersidste spark. Vi har syntes, vi var tæt på, og det er da rart at vide, at det også kan tippe i vores retning, siger Troels Bech med sit vanlige skæve smil.

OB får chancen på udebane igen allerede i næste runde, når turen går til Haderslev mod Sønderjyske.

Oversigt

    Oversigt