Tusinder snydt af falsk Facebook-konkurrence fra 'Magasin Odense'

For anden gang på få uger er Magasin du Nords brand blev misbrugt i en falsk konkurrence på Facebook. Flere end 7.000 har allerede deltaget.

Man skal være varsom, når man deltager i konkurrencer på sociale medier. 

Det har rigtig mange danskere erfaret på den sure måde. Enten ved at de hænger på et abonnement eller på en regning for et produkt, de hverken har ønsket eller for den sags skyld nogensinde modtager.

Eller bare ved at have afgivet deres data med adresse, mail og telefonnummer, for derefter at få markedsføringsmaterialer fra en lang række uønskede virksomheder. 

Lige nu florerer der en falsk Facebookside, der udgiver sig for at være Magasin i Odense. På siden er der udskrevet en konkurrence, hvor man kan vinde et gavekort på 1500 kroner. Flere end 7000 Facebookbrugere har allerede tilmeldt sig konkurrencen.

Andre er faldet for et uhyre godt tilbud og har tilmeldt sig en konkurrence for at få et par Nike-sko for bare 49 kroner.

Problemet er bare, at Facebooksiden intet har med Magasin at gøre.

- Det er mega frustrerende for både os og vores kunder, siger Birgit Winkel, der er marketingchef i Magasin du Nord.

Hun fortæller, at de først er blevet gjort opmærksom på siden lørdag, og nu har kontaktet Facebook for at få den fjernet.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at få den lukket hurtigst muligt. Det er trist, for det kan gå ud over vores kunder, siger Birgit Winkel.

Først Aarhus, nu Odense

I sidste uge var det en tilsvarende side for Magasin i Aarhus, der endte med at koste mange, mange kunder og facebook-brugere 29 kroner, som de i god tro betalte, fordi de havde fået besked om, at de havde vundet et gavekort og blot skulle betale for portoen for at få det tilsendt.

De modtog bare aldrig noget, og langt flere end de udlovede 15 vindere fik beskeden om, at de havde vundet i konkurrencen.

Nu afventer Magasin, hvad de vil gøre.

- Faktisk er det anden gang inden for et par uger, og sidst endte vi med at politianmelde siden. Lige nu overvejer vi, hvad vi skal gøre i den her sag, siger Birgit Winkel.

Birgit Winkel mener, at det både kan skade Magasins brand og ikke mindst gå ud over butikkernes grundlag, kunderne.

- Det er meget, meget frustrerende for os, og vi kan ikke gøre andet end opfordre til for Guds skyld at være opmærksom, når man færdes på nettet, siger Birgit Winkel, der håber, de kan få lukket siden ned.

Den falske Facebook-side er efter publiseringen af denne artikel blevet fjernet

Sådan ser du om en Facebook-konkurrence er falsk

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Oversigt

    Oversigt