Uddannelse hjælper børns udvikling

Det er ikke et krav at dagplejere er pædagogisk uddannede. Derfor skal fire gange 12 ugers uddannelse løfte dagplejen som pædagogisk tilbud i syv fynske kommuner.

Syv fynske kommuner har sendt deres dagplejere på kursus for at give dem et pædagogisk løft - i dag afslutter et hold plejere den første del af uddannelsen. 

Undervisningsforløbet er specielt målrettet til at udvikle dagplejerens evne til at skabe positive og udviklende samspil med børnene. 

- Dagplejerne er et rigtig godt sted for små børn at være, fordi der er en fast voksen og en lille børnegruppe. Men sommetider er det også vigtigt at dagplejen har noget teori på det, hun gør, for bedst muligt at udvikle på det enkelte barn, siger Hildur Edelberg, som er koordinator og underviser på University College Syd.

Sprog er en vigtig del af børns udvikling

Det første modul har handlet om småbørns sprog, og en af de dagplejere, der netop har afsluttet første modul af uddannelsen er Ulla Jørgensen, som er dagplejer i Refsvindinge. Og hun er glad for tilbuddet om kurserne.

- Vi får input af hinanden i klassen, og undervisningen giver nogle konkrete ting, som vi kan tage direkte med hjem og bruge. Jeg føler, jeg bliver meget bedre til at håndtere udviklingen af børnenes sprog.

 

 

Oversigt

    Oversigt