Ullemose og Mercado står til at ryge ud af Folketinget

Hvis der var valg i dag ville det betyde farvel til flere kendte ansigter på Christiansborg.

Hvis der var valg i dag ville der kun blive valgt 16 mandater ind i Fyns Storkreds – to færre end ved valget den 18. juni 2015. Det viser en prognose, som er lavet af valgforsker Kasper Møller Hansen for Altinget. Prognosen er udarbejdet på baggrund af et vægtet gennemsnit af den seneste måneds meningsmålinger og mere end 28.000 Gallup-interviews.

I forhold til valget sidste år ville de Radikale således genvinde et mandat, mens K mister sit mandat. Og så taber DF og Enhedslisten hver et mandat.

 

Mandatfordelingen i Fyns Storkreds:

Socialdemokraterne 5
Radikale 1
SF 1
LA 1
Dansk Folkeparti 3
Venstre 3
Enhedslisten 1
Alternativet 1

Kilde: Altinget

 

Altinget sætter dog ikke “ansigter” på mandaterne, men den politiske redaktion på TV 2/Fyn har set på fordelingen af de personlige stemmetal ved seneste valg og vurderer, at et folketingsvalg lige nu med stor sandsynlighed ville betyde farvel til Mai Mercado (Kons.) og Dorthe Ullemose (DF). Til gengæld er der politisk comeback for den radikale Camilla Hersom, som røg ud ved seneste folketingsvalg. Enhedslisten’s ene mandat tilgår Rune Lund, som sidste gang kom ind som nummer to efter Pernille Skipper, der nu har forladt Fyns Storkreds for at stille op i København.

For de Konservative ville valget med fynske øjne være en katastrofe. Fyns Storkreds har historisk set sendt koryfæer som John Christmas Møller, Erik Ninn-Hansen og Bendt Bendtsen på Tinge, men med et valg nu ville beregningen betyde, at partiet for første gang ville være uden fynsk repræsentation på Christiansborg.

 

Interview med TV 2/FYNs politiske redaktør, Jesper Buch, om den seneste valgprognose

Oversigt

    Oversigt