V vil have minister ind i fynsk sag om sundhedsordninger

Ministeren bør kigge nærmere på erstatningsregler for folk på sundhedsordninger, siger Sophie Løhde (V). Det sker på baggrund af en fynsk sag.

Venstre vil have sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at kigge nærmere på erstatningsreglerne i de sundhedsordninger, som findes på tusindvis af arbejdspladser.

Erstatningsreglerne trænger muligvis til at blive strammet op, siger Venstre sundhedsordfører, Sophie Løhde, til Ritzau med henvisning til en konkret sag fra Fyn, som Jyllands-Posten omtaler torsdag.

- Vi vil meget gerne sende et signal til sundhedsministeren om nødvendigheden af at kigge på den her problematik og overveje erstatningsmulighederne for folk på sundhedsordninger, siger Sophia Løhde.

De populære sundhedsordninger giver medarbejdere gratis adgang til til blandt andet kiropraktorer og fysioterapeuter, men skulle noget gå galt under behandlingen, er medarbejderne ilde stedt økonomisk.

De har nemlig ikke mulighed for at få erstatning fra patientforsikringsordningen, skriver Jyllands-Posten.

Det er den foreløbige konklusion på en sag fra Fyn, hvor en 52-årig social- og sundhedsassistent er kommet i klemme i paragrafferne i loven om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet.

Vinni Torp er uarbejdsdygtig og ramt af kronisk spændingshovedpine efter et besøg hos en kiropraktor for fire år siden.

Hun klagede over behandlingen til Patientforsikringen, som afviste sagen med henvisning til, at kiropraktoren i dette tilfælde ikke agerede som privatpraktiserende, fordi behandlingen skete for kommunens regning.

Sophie Løhde vil ikke blande sig i den konkrete sag fra Fyn, men:

- Jeg har forståelse for, at denne person undrer sig over, at der gælder et regelsæt, hvis man er selvbetalende, og et andet, hvis man er omfattet af en sundhedsordning, siger hun.

- Man går jo ikke rundt som borger og skelner mellem, hvornår en sundhedsperson agerer som privatpraktiserende eller ej. Der skal man jo virkelig ned i detaljerne for at kende reglerne, siger hun.

Oversigt

    Oversigt