Valgdebat med Buch og Bendix

TV 2/FYN er gået sammen med DR Fyn og sender de sidste to uger før valget 10 direkte debatprogrammer fra de 10 fynske kommuner.

Det er Amos Bendix fra DR Fyn og Jesper Buch fra TV 2/FYN, der kommer til at styre debatterne i de forskellige kommuner.

- Kommunalvalget er en af de vigtigste begivenheder at dække for de regionale public service-medier, og opgaven er at nå ud til så mange lyttere, seere og læsere som muligt. Derfor er det også naturligt, at vi medier lægger den interne konkurrence til side og hjælper hinanden med at løse opgaven, siger debatredaktør på TV 2/FYN Niklas Bøgh.

Sammen med DR FYN rykker TV 2/FYN ud til 10 udvalgte lokationer på Fyn for at tage debatten lokalt mellem partilederne for alle opstillede partier i de enkelte kommuner.

- Debatterne skal gerne tegne de politiske forskelle mellem partierne så tydeligt op som muligt, og hvis vi oven i købet kan få nogle sofavælgere ned i valglokalerne og sætte deres kryds, så vil det være rigtigt godt, siger Niklas Bøgh.

"Buch & Bendix" bliver sendt fra mandag den 4. november til fredag den 17. november, og debatterne vil foregå både arbejdspladser, rådhuse, slotte og forsamlingshuse rundt om på Fyn.

- Vi vil forsøge at ramme to-tre store centrale temaer for hver kommune, det kan for eksempel være skolestruktur, byggeprojekter eller erhvervsskatter, og så vil vi kombinere det med hurtige runder, hvor vi udfordrer politikerne på både paratviden og etik.

Debatprogrammet "Buch og Bendix" bliver sendt på TV 2/FYN fra klokken 19.40 og fortsætter herefter på TV Fyn. Derudover vil programmerne blive genudsendt og kan både ses direkte eller når man har lyst og tid på tv2fyn.dk.

Sådan sender Buch og Bendix

  • Nyborg Kommune, mandag den 4. november fra Nyborg Slot
  • Nordfyns Kommune, tirsdag den 5. november fra Hans Christian Andersen Airport
  • Kerteminde Kommune, onsdag den 6. november fra Kverneland
  • Odense Kommune, torsdag den 7. november fra Odense Rådhus (ikke flere ledige publikumspladser)
  • Langeland Kommune, fredag den 8. november fra Ørstedskolen
  • Faaborg-Midtfyn Kommune, mandag den 11. november fra Gymnasiet i Faaborg
  • Svendborg Kommune, tirsdag den 12. november fra Borgerforeningen
  • Middelfart Kommune, onsdag den 13. november fra Middelfart Sparekasse
  • Assens Kommune, torsdag den 14. november fra Arena Assens
  • Ærø Kommune, fredag den 15. november fra Søby Værft.

Alle debatter starter kl. 18.30 - bortset fra debatterne på Ærø og i Odense. Her starter debatterne kl. 17.30, hvor publikum bedes være der.

Oversigt

    Oversigt