To vandhunde fra Tommerup på landsholdet

Tommerup Vandpolo har fået udtaget to unge spillere til herrelandsholdet, som skal med til EU Nations Cup på Malta.

For første gang i mange år er Tommerup nu repræsenteret på A-landsholdet i vandpolo. Det bliver Alexander Greve og Christian Valther Andersen, der skal med landsholdet til EU i Nations Cup på Malta i pinsen.

De to fynboer har altid spillet vandpolo i Tommerup.  Og det lå da også lidt i kortene, at der var mulighed for at en landsholdsdeltagelse, eftersom begge spillere har deltaget på flere af ungdomslandsholdene i vandpolo.

- Det har gennem mange år været en drøm at komme på landsholdet. Det er en del anderledes end de enkelte ungdomslandshold. Det bliver derfor spændende at se, hvordan man klarer sig mod de bedste nationaliteter, vi skal møde, i stedet for at det bare er de bedste fra ens årgang, siger Alexander Greve efter udtagelsen.

For begge fyre er det en drøm, der er gået i opfyldelse:

- Jeg har altid set op til spillerne på A-landsholdet. Jeg er super stolt over, at jeg er blevet udtaget og glæder mig til at spille sammen med de andre spillere, som jeg kan lære en masse af, siger Christian Valther Andersen. 

 
 

 Vandpolo er en fysisk hård sport og kan betegnes som en slags håndbold i vand, men med lidt andre regler. På et vandpolohold er der syv spillere i vandet. En kamp bliver spillet over 4 perioder af 8 minutters effektiv spilletid.

- Da vandpolo er en meget fysisk krævende sport, bliver det spændende at se, hvordan vores forholdsvis unge hold klarer sig mod de andre nationer - fysisk og rent spilmæssigt, siger Alexander Greve 

Begge spillere kender dog allerede lidt til forholdene på middelhavsøen Malta, hvor EU i Nations Cup finder sted, eftersom de var med juniorlandsholdet på Malta i april 2015. 

Begge spillere glæder sig til at besøge øen igen, men denne gang med A-landsholdet.

- Jeg glæder mig til turen. For mig er det super motiverende at være udtaget til landsholdet, hvor jeg skal kæmpe ekstra hårdt for min plads. 

Hver uge træner de to landsholdsdebutanter tre gange om ugen plus styrketræning på klubplan. Derudover er der  landsholdssamlinger.

Du kan følge holdet på deres facebookside.
 

Truppen

 

 

Oversigt

    Oversigt