I det fynske folks tjeneste

Varsel: Pas på over de fynske broer

Beboerne ved Seden Strandby ved Odense Fjord har forberedt sig godt på risikoen for oversvømmelser Foto: Jonas Mattsson

Stormen driller på broerne. Vindfølsomme køretøjer frarådes på Svendborgsund, mens det anbefales at krydse Storebæltsbroen før klokken 21.

Endnu inden stormen Urd for alvor har ramt landet giver den småproblemer flere steder.

Allerede inden den varslede storm Urd for alvor har taget fat, spiller den med musklerne rundtom i landet. Stort set alle politikredse melder sidst på eftermiddagen om væltede træer, og stilladser, der truer med at vælte. I Viborg og i Bagsværd ved København er stilladser allerede væltet. Ingen er dog kommet til skade.

Også julepynt og flagstænger er blevet ofre for stormen, inden den rigtigt er gået i gang. Først i løbet af aftenen ventes Urd at nå sit højeste med middelvind af stormstyrke og vindstød af orkanstyrke.

På den nordsjællandske kyst og ikke mindst omkring Roskilde Fjord er det dog ikke vinden, man frygter mest, men vandet. Her frygter man oversvømmelser efter et varsel om, at vandet ud på natten og morgenstunden vil stige til 180 centimeter over daglig vande.

Også ved nordvendte kyster på Fyn frygter man risikoen for oversvømmelser, og mange har lagt sandsække ud for at forebygge konsekvenserne af den forhøjede vandstand. 

Læs også Sådan ruster fynboerne sig til stormen Urd

I forbindelse med stormen har flere færgeruter ændret sejlplanerne eller helt aflyst afgange, og vindfølsomme køretøjer frarådes allerede først på aftenen at køre ud på Vejlefjordbroen og på Svendborgsundbroen.

Fyns Politi advarer om, at man måske lukker Svendborgsundbroen helt for kørsel mellem 21 og 23.

Skal man krydse Storebælt anbefaler Sund og Bælt, at man gør det inden klokken 21. 

Læs også Væltet træ indstiller togtrafikken mellem Ringe og Svendborg

 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip