Vester Skerninge: pædofil måske på spil igen

Sexkrænkeren fra Sydfyn har måske været på spil igen. Tirsdag blev en 10-årig pige antastet af en mand i en bordeauxrød bil i Vester Skerninge.

Den 10-årige pige har til Fyns Politi forklaret, at manden sad alene i en bordeauxrød bil ved en busstoppested ud for Vester Skerninge bibliotek tirsdag omkring kl. 17. Bilen holdt i retning mod Svendborg.

Pigen kom trækkende med sin cykel og da hun passerede bilen, gjorde manden tegn med en hånd eller finger om at hun skulle komme over til ham.

Pigen rystede på hovedet, satte sig op på sin cykel og kørte fra Faaborgvej ad en sti i sydlig retning, mens manden over nogle få meter løb efter hende.

Pigen fortsatte på sin cykel til hjørnet af Skerningegårdsvej/Industrivej, hvor hun mødtes med to andre piger på henholdsvis 11 og 12 år.

Pigerne fortsatte på hver deres cykel ad Industrivej mod vest, og under deres kørsel ad Industrivej blev de forfulgt af en bil, der med lav hastighed fulgte efter dem i en afstand af omkring 100 meter.

Da pigerne nåede frem til en bom nær ved Lindekildevej, vendte bilen om og kørte tilbage i østlig retning. Pigerne kørte videre og da de stoppede ved en legeplads, så de en tilsvarende bil holde parkeret i nærheden af Fåbergvej/Lindekildevej.

Pigerne opholdt sig ca. halv time på legepladsen, og da de senere kom hjem, fortalte de om deres oplevelse, og politiet blev alarmeret.

Pigen har forklaret at manden var iført en hue, der var trukket ned over ansigtet. I huen var der ét hul til øjne og næse.

Fyns Politi har dette signalement af manden:

  • Over 40 år
  • kraftigt bygget,
  • Iført blå kort jakke (muligt arbejdsjakke)
  • blålige jeans
  • mørke/sorte sko
  • mørk/sort hue med ét hul til øjne og næse trukket ned over ansigtet

Fyns Politi har følgende signalement af bilen:

  • Bordeauxrød 4- dørs bil
  • muligvis en stationcar med sorte tagbøjler og sorte sidespejle
  • Udstødningen "brummede" som en motorcyikel
  • Førersædet dækket af mørkt beskyttelsesklæde.
  • Fremstod gammel med rust på kølerhjelm og ved bagskærmene.
  • Bag på - muligt i højre side - et rundt eller 3- kantet mærke med sort/rød kant, muligt med teksten "stop", ca. 10 cm. langt.
  • Bilens regnr. aflæst som XY 22.588.

Fyns Politi oplyser at registreringsnummeret er afmeldt, og defor er det mest sandsynligt, at den bil, pigerne har set, har et regnr., der ligner XY 22.588.

Politiet vil gerne kontaktes af vidner, der tirsdag den 25. juni i Vester Skerninge gjorde iagttagelser af betydning for sagen, eller vidner, der i øvrigt mener sig i stand til at bidrage med oplysninger vedr. bil og/eller mand.

Politiet er særligt interesseret i at høre fra vidner, der opholdt sig ved Vester Skerninge Bibliotek, Faaborgvej 53, tirsdag den 25. juni mellem kl. 1630 og kl. 1730.

Evt. henvendelser til Fyns Politi, tlf. 114 eller 6614 1448.

Oversigt

    Oversigt