Video: Vilde bølger i Faaborg - stormvarsel for Fyn

Fredag er der risiko for vindstød af stormstyrke vil ramme Langeland. Blæsten, der gør det frygteligt koldt udenfor, fortsætter det næste døgn.

Bedst som vi håbede på, at det kun var et kort besøg af de kolde vinde de seneste dage, så kan vi godt tro om igen.

Det bliver en tænderklaprende kulde, der fredag og det næste døgn kommer ind over dele af det fynske. Faktisk varsler TV 2 Vejret om en kraftig østenvind med vindstød af stormstyrke på over 24,5 meter per sekund. 

Prognose: Forventede vindstød fredag klokken 19.
Prognose: Forventede vindstød fredag klokken 19.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Varslen gælder frem til midnat på Bornholm, Møn, Falster, Lolland, Sydsjælland, Langeland, Det Sydfynske Øhav, samt den sydøstlige del af Sønderjylland.  

Væltet træer og varslinger på broer

Vindstødene kan få tagsten til at vælte ned fra huse, knække store grene af træer og ligefrem få træer til at vælte. Faktisk er der et tog, der fredag morgen er kørt ind i et væltet træ på strækningen mellem Svendborg og Kværndrup. Det har været skyld i forsinkelser på strækningen, hvor der er blevet indsat togbusser frem til klokken 14 fredag. 

Det er ikke det eneste træ, som fredag formiddag er væltet på grund af vinden. Blæsevejret har blandt andet betydet væltede træer på vejene i Haarby, Morud, Skårup og Tåsinge. Ifølge Fyns Politi har det dog ikke givet anledning til de store problemer - endnu. 

Vejdirektoratet varsler kraftig vind på Storebæltsbroen og Svendborgsundbroen, der kan komme til at påvirke kørslen. 

Du kan følge med i trafikken her. 

Vinden fortsætter lørdag

Vinden vil aftage lidt i løbet af aftenen og natten til lørdag, men vil igen fare ind over det sydlige af Danmark og dermed også Langeland i løbet af lørdagen. 

Prognose: Forventede vindstød lørdag klokken 19.
Prognose: Forventede vindstød lørdag klokken 19.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Det er et højtryk over Skandinavien og et lavtryk over Mellemeuropa, der lader iskold sibirisk kulde blæse frem mod Danmark fra øst.

Temperaturerne bliver omkring et par graders frost, og vil med den kraftige vind komme til at føles, som var temperaturerne helt nede på -15 grader. 

Det er først i løbet af søndagen, at vinden begynder at slippe sit greb i Langeland og resten af det sydlige Danmark. 

Resten af fredagen vil det i hele landet blæse med en hård vind til kuling, som ved Østersøen kan nå vindstød af stormstyrke.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt