Vindmøllefirma i problemer: Klar med verdens vildeste vinge

SSP Technology i Kirkeby ved Stenstrup har i halvandet år arbejdet på verdens længste vindmøllevinge. Men samtidig med at vingen er klar til levering, kæmper firmaet for at overleve.

Vindmøllefabrikken SSP Technology i Kirkeby ved Stenstrup  er i voldsomme økonomiske problemer. 

- Vi har 60 dygtige medarbejdere og en masse unik viden, som risikerer at gå tabt, hvis vi må lukke, siger direktør for SSP Technology, Flemming Sørensen.

Kort før nytår trak en række kapitalfonde sig fra SSP Technology, og virksomheden har siden da knoklet hårdt for ikke at gå konkurs. 

Et potentielt tab på en ordre kan koste 60 medarbejdere deres job. Det vil betyde, at unik fynsk viden om vindmølleproduktion går tabt. 

- Vi har mange arbejdspladser, som vi skal passe på. Vi har en god virksomhed, der har en masse erfaring og kompetencer, som er uerstatteligt, og det vil jo være ganske forfærdeligt, hvis det gik op i den blå luft. Så vi har arbejdet seriøst på at finde en fremtid, hvor virksomheden ikke bare overlever, men også kommer i rette hænder, fortæller Flemming Sørensen.

Verdensrekord
Alligevel leverer virksomheden lørdag en verdensrekord til offshore-vindenergiselskabet Adwen i Esbjerg.

- Vi er superglade og stolte over, at vores hold har formået at levere en sådan vinge igen, siger Flemming Sørensen.

I mere end et år har vind-virksomheden SSP Technology arbejdet på at støbe verdens længste testvinge på 88,5 meter. Det svarer cirka til længden af en fodboldbane.

Den enorme vinge skal lørdag transporteres fra det sydfynske til Esbjerg, hvor køberen venter. I den enorme hal i Kirkeby er det en stolt direktør, der udfører de absolut sidste forberedelser inden afgang. 

- Det er altid spændende, når vi har de her store afleveringer. Det er et projekt, der indbefatter hele virksomhedens kernekompetencer og know how, så det er en stor dag, fortæller Flemming Sørensen, direktør i SSP Technology.

For tre år siden slog SSP Technology den daværende rekord ved at konstruere en 83 meter lang vinge. Nu har de gjort det igen, og denne gang har de tilføjet 5,5 meter til den daværende rekord.

Og det er slet ikke sikkert, at SSP Technology er færdig med at sætte rekorder.

- Jeg tror ikke, der er noget maksimum for, hvor stor en vinge kan være, og jeg tror heller ikke , at grænserne for, hvor dygtige vi  kan blive er nået endnu, siger Flemming Sørensen. 

I følge planen skulle vingen have været kørt til Esbjerg fredag nat, men på grund af tekniske vanskeligheder er transporten nu udskudt til lørdag nat. 

- Vi har forberedt transporten i et år. Ruten er undersøgt i detaljer, da der er tale om et vogntog på 98 meter og har fire følgebiler. Det er en speciel opgave, fortæller Henrijette Hansen, der er afdelingsleder i DSV, der står for transporten. 

Oversigt

    Oversigt