Vold i fængslet: - To betjente til 32 fanger er for lidt

I Nyborg Statsfængsel er det hverdag, at betjentene bliver truet eller overfaldet. Det er resultatet af for få betjente til for mange fanger. Nu kræver fængselsforbundet handling.

Vold og trusler mod fængselsbetjente i Nyborg Statsfængsel er steget med 200 procent i forhold til sidste år. Det viser tal fra Kriminalforsorgens egen statistik. 

- Når man har med så farlige fanger at gøre som sidder i Nyborg - og som er så voldsparate, så er to mand på vagt til 32 fanger langt fra nok, siger Kim Østerbye, der er formand for fængselsforbundet til TV 2/FYN. 

Der er 270 indsatte i Nyborg Statsfængel. Det betyder, at  der kun er en betjent til 16 fanger. Det pres er blevet for meget, lyder det fra tillidsmanden.

- Det seneste stykke tid har vi været ramt af tilfælde med decideret grov vold - altså overfald på betjentene, fortæller tillidsrepræsentant ved Nyborg Fængsel, Brian Kristiansen. 

quote Det er helt og aldeles urimeligt, at vores dedikerede fængselsbetjente oplever trusler. 

Trine Bramsen, Retsordfører, Socialdemokratiet

Nu kræver de politisk handling og flere betjente på gangene.

- Vi skal have lavet mindre afdelinger med max 10-12 fanger, og så skal vi stadig have to på vagt. Ellers hænger det simpelthen ikke sammen. 

-Så jeg ønsker politisk handling. Det skal ikke bare handle om at stramme straffen, men også sikre, at der er økonomi til at håndtere så farlige fanger, som vi har med at gøre her, siger Kim Østerbye. 

I følge Brian Kristiansen mangler fængslet mindst 25 betjente.

Minister i samråd
Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, har nu kaldt den nye justitsminister, Søren Pape (Kons.) i samråd den 17. januar.

- Det er helt og aldeles urimeligt, at vores dedikerede fængselsbetjente oplever trusler.  Og det er uacceptabelt, at regeringen ikke har handlet på udviklingen. Derfor har jeg indkaldt ham (Søren Pape red.) i samråd. Der skal reageres - og der skal fokus på relationsarbejdet inde i fængslerne. 

- Det kræver både løft af ressourcer og kompetencer, siger Trine Bramsen til TV 2/FYN. 

 

Oversigt

    Oversigt