Ifølge vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi er de to sigtede i voldtægtssagen fra Langeland fra et asylcenter i Tullebølle. Det bekræfter han over for TV 2/FYN.
Voldtægtssagen drejer sig om en 16-årig pige, der har fortalt politiet, at hun natten til søndag er blevet voldtaget i et skovområde ved Langelandsfestivalen.
Søndag morgen anholdte politiet to mistænkte i forbindelse med voldtægten. Det drejer sig om to 16-årige drenge, der altså nu viser sig, at være fra asylcentret i Tullebølle.
Kun den ene af de to 16-årige blev fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Odense i går, hvor dommeren dog valgte at løslade ham. Begge er stadig sigtede.
Til TV 2/FYN fortæller direktøren for asylområdet i Langeland Kommune , Sisi Eibye, at de to sigtede nu bliver fjernet fra asylcentret og i stedet kommer på et andet asylcenter uden for Langeland.