Tinderbox og Heartland i fare: - For urealistisk at samle så mange mennesker 

Selv om fynske musikfestivaler som Tinderbox og Heartland håber på at blive afviklet til sommer som planlagt, ser det sort ud, vurderer redaktør. 

Mens store dele af samfundet i disse uger er lukket ned på grund af coronavirus, er det endnu uvist, om fynske musikfestivaler som Tinderbox og Heartland bliver afviklet som planlagt til sommer. 

Koncerterne med titusindvis af deltagere ser tiden an, men ifølge Katrine Fuglsang, der er TV 2/Fyns redaktør på Christiansborg, er stemningen blandt landets poltikere, at festivalerne skal aflyses. 

- Der er ikke en udpræget stemning af, at disse festivaler bliver til noget. Det er simpelthen for urealistisk at forestille sig, at man om to-tre måneder kan samle tusindvis af mennesker fra både ind- og udland, siger Katrine Fuglsang til TV 2/Fyn. 

Vil store forsamling være forbudt?

Selv om festivalerne endnu ikke har truffet afgørelse, om de aflyses, kan de ende med, at politikerne på Christiansborg holder fast i at forbyde arrangementerne, som det er nu.

Det kan også ske, selv om dele af samfundet efter planen åbner gradvist efter påske. 

- Det er en sundhedsfaglig vurdering, om festivalerne kan holde åbent eller ej, men det er også en vurdering, der hører under Justitsministeriet, fordi det handler om, hvor mange mennesker man må samle, forklarer Katrine Fuglsang.

Maks. 1.000 deltagere

Noget af det første, der blev frarådet, da coronaviruspandemien ramte Danmark, var forsamlinger af tusindvis af mennesker. 

I starten af marts anbefalede regeringen, at arrangementer med over 1.000 deltagere blev aflyst, og senere blev forsamlingsforbuddet med højst ti personer samlet indført. 

Tinderbox forventer omkring 45.000 musikglade besøgende i Tusindårsskoven i Odense i juni, mens Heartland på Egeskov Slot forventer omkring 18.000 gæster en måneds tid før. 

Det er endnu uvist, hvordan genåbningen af det danske samfund kommer til at foregå i praksis. 

Ekspert: Det er ikke klogt

Flere eksperter mener, at sommerens musikfestivaler bør aflyses. Risikoen for spredning af coronavirussen er alt for stor. 

- Man skal nok ikke regne med at gennemføre de store festivaler, hvor flere tusinde mennesker er samlet på et sted. Det må vi nok springe over i år, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet.

- Det er ikke klogt og således ikke sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre sommerens festivaler, slår han fast.

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger krydser festivaler som Heartland, Tinderbox og Rock Under Broen fortsat fingre for, at de ikke skal godtgøre de tusindvis af billetter, som i skrivende stund er solgt.

Eksperter råder til, at man skal aflyse sommerens festival, heriblandt Tinderbox og Heartland på Fyn. 
Fotograf: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Oversigt

    Oversigt